Er du ejer af en ejendom, hvor beplantningen har bredt sig ud over fortov, rabat eller vej, beder vi dig om at foretage indklipning og beskæring til skel, således at beplantningen holdes inde på det private areal.
Der skal også være plads opefter. Over kørebanen og for den nærmeste meter ud over kørebanen skal der være 4,20 m fri højde, mens der over resten af fortov/cykelsti/rabat skal være 2,75 m.
Vejbelysning, vejskilte, brandhaner og postkasser skal altid friholdes. Ved beskæring skal man være opmærksom på at grene tynges ned, når de er våde.
Grundejeren har også pligt til at renholde fortovet ud for ejendommen. Pligten omfatter almindeligt renhold samt renhold for ukrudt.
Det fortov grundejeren skal renholde er normalt det samme, som grundejeren skal rydde for sne m.v.
Kommunen kan ifølge loven om offentlige veje og loven om private fællesveje kræve, at indklipning og beskæring bliver udført. Er det nødvendigt, vil kommunen fastsætte en tidsfrist for arbejdets udførelse. Overskridelse medfører, at klipning m.m. vil blive udført for grundejerens regning.