Det seneste år har hele 19.301 flere boliger fået fjernvarme. Fjernvarme er suverænt den største opvarmningsform og dækker nu 64 procent af alle huse med grøn, effektiv og komfortabel fjernvarme.
Nu har hele 1.671.822 hussstande fjernvarme. Det er mere end fire gange så mange som opvarmes af den næsstørste opvarmningsform, individuel naturgas, viser opgørelserne fra Danmarks Statistik. I alt har 64 procent af alle boliger fjernvarme. Udviklingen det seneste år svarer til, at en hel by på størrelse med Fredericia er koblet på ledningsnettet.
- At to tredjedele af alle danske boliger er koblet på fjernvarme giver nogle helt unikke muligheder for den grønne omstilling, siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.
Det betyder nemlig, at målsætningen om at gøre al el og opvarmning helt grøn i 2035 let kan effektueres – uden forbrugerne tvinges til at skulle finde den store pengepung frem. Årligt investerer fjernvarmeselskaberne således fem milliarder kroner i udvidelser, solvarmeanlæg og andre grønne teknologier. Det skaber samtidig 6000 arbejdspladser.
- Med fjernvarme omstiller man alle forbrugere på én gang, når man skifter opvarmningskilde i stedet for at skulle vente på, at de enkeltvis køber nyt opvarmningsanlæg. Tilmed er det økonomisk en fordel både for den enkelte boligejer og for samfundet, siger Kim Mortensen.
Fjernvarme er allerede 55 procent grøn, og indenfor de kommende år bliver endnu mere grøn teknologi taget i brug. En række centrale kraftværker og mange mindre decentrale kraftvarmeværker skal de næste par år omstille produktionen fra kul og naturgas til biomasse og andre klimavenlige opvarmningskilder som eksempelvis solvarme.
Væksten i fjernvarme har stået på i flere år, for siden 2007 er der koblet mere end 136.000 flere på ledningsnettet hos landets mere end 400 fjernvarmeselskaber.
Det sted, hvor flest nye forbrugere har fået fjernvarme det seneste år, er i København, hvor hele 2736 flere boliger er koblet på ledningsnettet. Det efterfølges af Aalborg med 1678 nye forbrugere og Aarhus’ 1075.