Nytårsstatus fra Skive fH

Håndbold:

Nytårsstatus fra Skive fH

Et år er endnu en gang gået, og om lidt står der 2016 på kalenderen, hvilket giver anledning til at gøre en kort status over 2015.

Året startede ud som en direktørløs klub, da Henrik Buur havde fået nyt arbejde, og en ny først var på plads pr. 1.februar. Da det samtidig var måneden hvor Skive Chancen løb af stabelen fik vores lotteri desværre ikke den opmærksomhed som det fortjener, men det gør vi betydeligt bedre når vi starter det op igen 1.februar 2016.

Generelt kan man vist roligt sige at det første halve år var særdeles hektisk. Rent sportsligt var der rigtigt meget der lykkedes. Vores herrehold i 1. division gennemførte en forrygende halvsæson og endte på den opspilsgivende 3. plads. Efter to superkampe mod Lemvig sikredes oprykningen til Ligaen. Vores Ligadamer kæmpede indædt for at undgå nedrykning til første division og fuldendte projektet efter en stærk og koncentreret indsats.

Den store sportslige succes havde desværre en bagside. Klubben stod med store økonomiske udfordringer og måtte endegyldigt erkende, at økonomien til at drive to elitehold ganske enkelt ikke var tilstede. Usikkerheden omkring klubbens fremtid gjorde at vores damehold i Ligaen blev splittet i atomer, og selvom det sportsligt lykkedes at fastholde Liga pladsen, var en genskabelse af holdet ikke realistisk. Klubben traf derfor den tunge beslutning om at trække holdet ud af turneringen.

Med stor ekstraordinær opbakning fra praktisk talt alle sponsorer lykkedes det klubben, at få rettet op på økonomien og med et tilskud til egenkapitalen fra SparVest fonden står klubben fornuftigt rustet til den kommende sæson. En kæmpe tak til alle bidragsydere ? uden Jer var der ikke elitehåndbold i Skive i dag.

2. halvår startede rent sportsligt på det jævne. Herreholdet var stort set intakt og med tilgang af nye nøglespillere startede vi sæson 15/16 op i Danmarks bedste række fuld af fortrøstning. Desværre var vi så kraftigt ramt af skader, at vi var pointløse langt ind i sæsonen. Hele 9 kampe spillede vi uden at have noget der mindede om det hold vi havde forestillet os i sommerferien. Og lige pludselig var vi væk - dømt ude af ligaen - af alle der mente de havde forstand på håndbold. Måske var det dét der skulle til, for en sejr i Århus, og efterfølgende i Ålborg satte os tilbage på håndboldlandkortet. Yderligere hjemmesejre over Skanderborg og Nordsjælland har gjort, at vi nu går på landsholdspause og IKKE ligger på sidstepladsen i ligaen.

En væsentlig årsag til de sidste hjemmesejre skyldes at vi har fået en ekstra mand på holdet ? nemlig tilskuerne i Freja Arena. Stemningen i de seneste kampe har været så intens og så forrygende at hårene rejser sig på armene. Vi glæder os meget til at fortsætte festen i 2016.

2016 skulle også meget gerne blive året hvor vi for alvor får sat gang i etableringen af hal 3. Ungdomsafdelingen er stadig i en god udvikling, ungdomsudvalget har været meget aktivt i at få alle ender til at nå sammen, men kapacitetsproblemerne fortsætter med kun 2 haller at afvikle kampe og træning i. Vi ser i den grad frem til at en ny hal 3 kan stå klar, så vi kan tilbyde bedre forhold for vore mange ungdomsspillere, og dermed minimere aflysninger af træning for at kunne spille kampe. Det er en evig kamp for at få det hele til at hænge sammen, men gode folk gør deres bedste for at det skal lykkedes. En kæmpe tak til alle klubbens trænere og frivillige hjælpere for den indsat, der ydes for at sikre en fortsat udvikling af Danmarks største håndboldklub.

Et nyt år venter, en spændende halvsæson i ligaen, gode ungdomskampe og igen går vi igang med arbejdet med at skaffe det økonomiske fundament for at drive Skive fH på et så solidt grundlag som muligt. Vi vil derfor sige Jer allesammen tusind tak for den støtte I har vist Skive fH, det være sig økonomisk, moralsk, ved at udføre et stykke arbejde eller som publikum til vore kampe. Hver og en af Jer er betydningsfuld og vi bliver aldrig så store i Skive fH at vi ikke anerkender alle dem der betyder noget for os.

Rigtigt godt nytår.

Mogens Garder
Bestyrelsesformand, Skive fH

Peter Andersen
Direktør, Skive fH

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk