Har du særlig e-mailkonto til uønsket post?

Gadgets og teknologi:

Danskerne oversvømmes i disse år af uønskede e-mails fra svindlere og cyberkriminelle. Derfor har mere end hver tredje oprettet en særskilt e-mailkonto, der alene bruges til at beskytte privatlivets fred. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. En fornuftig løsning, vurderer ekspert i cybersikkerhed.

”Spam-mails er et stigende problem, og de fleste danskere bliver efterhånden oversvømmet af dem. Derfor er det heller ikke overraskende, at så mange i dag vælger at oprette en ekstra e-mailkonto, der kan bruges til nethandel, konkurrencer og sociale medier. Det er en effektiv måde at beskytte sine personlige data,” siger partner i Deloitte Kim Schlyter, der er ekspert i cybersikkerhed.

Hele 37 pct. af danskerne har i dag en ekstra e-mailadresse. Mange er dermed blevet dygtigere til at beskytte sig mod uønsket reklame.

”Hovedparten af spam-mails opstår, fordi man tilmelder sig nyhedsbreve, køber varer på nettet eller opretter profiler på forskellige sociale medier. Gør man det ofte, kan man meget let komme i en situation, hvor man løbende bliver oversvømmet af tilbud og reklamer, som man slet ikke har lyst til at modtage,” siger Kim Schlyter.

Ud over reklame-mails bliver flere og flere danskere også ramt af egentlig svindel begået af cyberkriminelle.

”Inden for det seneste år har hele 64 pct. af danskerne modtaget falske e-mails, hvor de blev lokket til at afgive personlige oplysninger. Også her kan det være fornuftigt at have en ekstra e-mail. Jo mere forsigtig man er med sin personlige e-mailkonto, des sværere er det for hackere at finde den,” siger Kim Schlyter.

Faktisk opfordrer Kim Schlyter danskerne til ikke blot at oprette én ekstra e-mailkonto, men flere:

”Hvis man for alvor vil forbedre sikkerheden, bør man oprette helt op til fire forskellige e-mailkonti. Man kan tænke på det som et løg: Det yderste lag til nyhedsbreve og reklamer, det næstyderste lag til nethandel og iTunes, dernæst en konto til familie og venner og endelig det inderste lag til private e-mails samt fortrolig kommunikation med eksempelvis bank og det offentlige. Og så skal man naturligvis huske ikke at anvende samme password.”

Danskerne mellem 40 og 49 år er de bedste til at beskytte sig på nettet. I denne gruppe har hele 49 pct. en ekstra e-mailadresse.

 

Fakta:

Har du en ekstra e-mailadresse til brug for situationer, hvor du ikke ønsker at udlevere dine kontaktoplysninger (fx ved handel på nettet, reklamer, konkurrencer, sociale medier m.m.)?

Ja: 37 pct.

Nej: 62 pct.

For kvinder er svaret:

Ja: 33 pct.

Nej: 66 pct.

For mænd er svaret:

Ja: 42 pct.

Nej: 58 pct.

For danskere mellem 18 og 29 år er svaret:

Ja: 45 pct.

Nej: 53 pct.

For danskere mellem 30 og 39 år er svaret:

Ja: 38 pct.

Nej: 61 pct.

For danskere mellem 40 og 49 år er svaret:

Ja: 49 pct.

Nej: 51 pct.

For danskere mellem 50 og 59 år er svaret:

Ja: 35 pct.

Nej: 64 pct.

For danskere over 60 år er svaret:

Ja: 26 pct.

Nej: 74 pct.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk