Nu skal cheftræners føl på eget græs

Fodbold:

Om en måneds tid danser de økologiske køer for første gang under stor bevågenhed fra flere tusinde tilskuere, når de lukkes på græs, men allerede på søndag kan tilhængere af god fodbold følge med, når Kim Kristensens føl for første gang i foråret lukkes ud på eget græs på Spar Nord Arena.

SIKs unge divisionshold havde forårsdebut i søndags, da det for mange blev til en fornem sejr på 2-0 på udebane i Vejle, men nu gælder det på søndag på hjemmebane, hvor SIK har en meget fornem statistik med syv sejre i ni kampe, og denne stime skal gerne blive forbedret, når bundproppen AB kommer på besøg.

"Det var lækkert at få en så flot start i Vejle", siger cheftræner Kim Kristensen. "Jeg vil lyve lidt, hvis jeg siger, at det havde jeg regnet med, men kampen viste, at Vejle nok ikke er så gode, som de selv gik rundt og troede."

Kampen i Vejle afslørede for dem i trænerteamet, at de har etableret en komplet trup, og at de kan se en markant forskel fra efteråret. De har en bredere trup, der giver dem flere muligheder på mange fronter. Nogle spillere bliver nødt til at sidde udenfor i startopstillingen og på bænken, men det tackler alle utrolig flot.

"Folk er klar over, at de ikke alle kan være på banen, og at det vi har gang i, er noget vi skal klare som hold - det er noget vi er sammen om alle sammen", fastslår Kim Kristensen.

Cheftræneren ser hjemmekampen på søndag mod AB, som en meget svær opgave, trods AB’s beskedne pointhøst.

"AB rykkede op sidste år efter at de havde vundet 2. Division suverænt, men i 1. Division har AB’erne haft svært ved at hente points. Som det ser ud nu, kommer de til at kæmpe indædt resten af sæsonen for at sikre forbliven", mener Kim Kristensen, der ser at AB har mange fine spillere, men at de har haft marginalerne imod sig.

"Da vi mødte AB sidst i Gladsaxe Idrætspark blev vi nærmest spillet ud af banen i 1. halvleg, men vi fik rejst os, og kunne tage hjem med en sejr på 3-1." fortæller Kim Kristensen.

"Vi har med sejren over Vejle fortsat en god stime, hvor det kun er blevet til ét nederlag i de seneste fem kampe og den stime skulle vi gerne fortsætte. Vi er sammen med Hobro rækkens bedste hjemmehold, og vi har en arena, hvor de unge spillere føler sig trygge. Men hver kamp kræver hårdt arbejde, og det er drengene klar til at levere." slutter Kim Kristensen.

Kim Kristensen må til kampen mod AB undvære John Dyring, der afsoner en spilledags karantæne efter en advarsel i Vejle, og dertil kommer, at Rasmus Larsen, Daniel Krog og Jákup Thomsen er ude med skader. Til gengæld ser det ud til, at Simon Sterring er så meget på vej efter sin skade, at det måske kan blive til spilletid mod AB.

Kim Kristensen er glad for den gode start på forårssæsonen, og ser det som det vigtigste mål at sikre endnu en sæson i 1. Division; "Vi er så dygtige at vi kan drille mange af de andre hold, og vi stiler efter at slutte så højt som muligt, siger Kim Kristensen, der ser så meget talent i sin unge trup, at lykkes det at blive i 1. division, kan der være noget stort på vej i fremtiden."

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk