Skive møder gæsterne på ”Ferie for alle”

Ferie og rejse:

Stor opbakning til den fælles stand på ”Ferie for Alle”. Skiveegnens turismeaktører vægter det personlige møde med gæsterne

Besøgende på Skandinaviens største feriemesse i Herning, Ferie for Alle, vil igen i år kunne møde Skiveegnens turismeaktører på en stor fælles stand fra fredag d. 20. til søndag den 22. februar.

Skiveegnens ”RENT LIV” stand er primært tænkt som en inspiration til gæsterne fra nærområdet, der for vores vedkommende betyder Jylland og Fyn, konstaterer turismechef Alice Bank Danielsen fra SET/Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der tilføjer: Jeg er meget imponeret over den utrolig flotte opbakning til den fælles stand. Det er dejligt, at så mange turismeaktører vægter at møde de potentielle ”kunder” personligt.

Ud over repræsentanter fra SET/Visit Skive og Fursund Turistinformation, kan gæsterne på Ferie for Alle bl.a. møde Fur Bryghus, Glyngøre Camping, Café På Herrens Mark, Fur Camping, Rødding - Æblets By, Skive Fjord Camping, Spøttrup Kro, Spøttrup Middelalderborg, Reginas Staffeli, Tarok Museet, Jenle - Aakjærs Kunstnerhjem, Countryfestivalen Glyngøre, Limfjords Camping og Vandland og Cirkusfabrikken.

Erfaringen fra tidligere år viser, at gæsterne på Skiveegnens stand oftest søger inspiration til miniferier og endagsbesøg samt oplysninger om campingmulighederne. –Og vi kan konstatere, at vi rent faktisk genser mange af messegæsterne på de lokale turistinformationer og hos turismeaktørerne i løbet af sæsonen. Så vi ved, at indsatsen nytter, konstaterer Alice Bank Danielsen, der har stået for koordinering af messebemanding m.m.

Blandt de nye på standen er Countryfestivalen i Glyngøre, der stiller op med både mandskab og underholdning for at gøre opmærksom på sommerens mange musikarrangementer i tilknytning til Glyngøre Camping. Både lørdag og søndag vil countrysangeren Hallur Joensen underholde to gange på Danmarksscenen, ligesom han vil være at finde på Skiveegnens stand efter hver optræden.

Og fredag eftermiddag kan gæsterne rent faktisk møde Dario på vores stand, gør Alice Bank Danielsen opmærksom på. Hun uddyber: Dario Campeotto underholder på Danmarksscenen som optakt til årets promenadekoncert i Glyngøre og efterfølgende kommer han til Skiveegnens stand for at møde publikum.

Alle tre åbningsdage kan messegæsterne se og prøve voksmaling på standen, da Regina Egenæs fra Regina´´s Staffeli vil vise og fortælle om malemetoden Encaustic-Art, ligesom "Rødding - Æblets By" fortæller om det store æbleprojekt, hvor byen på sigt vil plante 10.000 æbletræer.

Vinderne af dette års standkonkurrence får flotte præmier fra Skive Fjord Camping og Fur Camping, der også er med ”Tour De Limfjorden” – et fælles tilbud fra 7 af egnens campingpladser..

I lighed med sidste år, kommer Einar Trie fra Cirkusfabrikken og laver sjov med børn og barnelige sjæle i og omkring standen, siger Alice Bank Danielsen, der tilføjer, at Einar Tries kæmpestore farverige ballonhatte var et stort trækplaster under sidste års Ferie for Alle.

Ud over at tiltrække potentielle gæster til Skiveegnen, nyder messedeltagerne også at mange af egnens borgere lægger vejen forbi standen for at hilse på, når det besøger Ferie for Alle.

Med hele 30 m2 standareal er der plads til både de messegæster, der vil høre om Skiveegnen og de, der blot lægger vejen forbi for at smage æblemost og andre æblerier fra ”Æblets By”, øl fra Fur Bryghus, smagsprøver på "Sallingpigens Snaps" m.m..

Kom og mød os på stand nr. 2590 i Danmarkshallen, lyder opfordringen fra Alice Bank Danielsen.

 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk