Find inspiration til din ferie ved Limfjorden

Ferie og rejse:

Mød Skiveegnen på "Ferie for alle 2016"                                                            

Sidst i februar afholdes Danmarks største ferie- og rejsemesse ”Ferie for Alle” i MCH i Herning. SET/Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter og et udsnit af Skiveegnens turismeaktører glæder sig til at inspirere  messens gæster til oplevelser og aktiviteter for alle sanser.  Standens tema er ”Skive – det er Rent Liv” - med fokus på Limfjorden, kulturen, naturen, de gode smagsoplevelser og specialtilbud på overnatning.

Et af SETs mål er at skabe gode rammer for de lokale turismeaktører og dermed for de gæster og turister, der besøger Skiveegnen, der geografisk dækker Skive kommune.

Limfjordsøen Fur er en helt speciel oplevelse med Knudeklinten stejle skrænter og det særprægede molerlandskab. Her, helt mod nord på øen, ligger også Fur Bryghus med tilhørende restaurant.  Mød  Fur Bryghus på standen og smag det velbryggede Fur øl og maltsnaps. Gæsterne kan også deltage i konkurrencen om et gavekort  til restauranten og få smagsprøver på Limfjordsmuslinger ved frokosttid.      

Skiveegnens stand byder på en bred vifte af overnatningstilbud både i gåafstand til Skive og ude langs Limfjorden. Skive kommune har 190 km kystlinje til Limfjorden og naturligvis er der også forskellige overnatningsmuligheder med smuk fjordudsigt.

Skive Fjord Camping, der ligger få km fra Skive, har en enestående udsigt over Limfjorden fra alle pladser..  Campingpladsen står klar på den fælles stand med gode tilbud på campingferie og feriepakker. Gæsterne har også mulighed for at vinde et 4-dages ophold med all-inclusive.

Helt nede i vandkanten, lige under Sallingsundbroen (ja, det er den fra 50 kr. sedlerne), ligger Hotel  Pinenhus. Hotellet frister messegæsterne med gode tilbud på overnatning og der er mulighed for at vinde et weekendophold med en overnatning for to personer – inkl. 3 retters menu og morgenbuffet.

Best Western Skivehus er hotellet midt i Skive, lige ved indfaldsvejene og med Karup Å som nærmeste nabo. Skivehus kommer med et godt messetilbud for to: overnatning i dobbeltværelse, vin og blomster på værelset, 3 retters middag, og morgenmad.  Messegæsterne kan også deltage i konkurrencen om at vinde en oplevelsespakke, der bl.a. indebærer koncertbilletter med Sys Bjerre..

Aakjærselskabet står for den daglige formidling af “Aakjærs Kunstnerhjem Jenle”, hvor besøgende kan besøge  Nanna og Jeppe Aakjærs kunstnerhjem med mindestuer, foredrag og musikoplevelser. En formidling, der også rækker ind over Skiveegnens stand på Ferie for Alle, hvor selskabet tilbyder bøger, arrangementer samt en konkurrence med mange Aakjær-relaterede præmier.

Udviklingskonsulent Janne Kragh Pedersen  fra SET er ikke i tvivl om, at den fælles stand bliver en styrke og at deltagerne i fællesskab vil kunne give messegæsterne et tydeligt billede af, hvad Skiveegnen kan tilbyde sine gæster. -Kom og møde os på stand C2590 i Danmarkshallen – og blive inspireret til oplevelser og aktiviteter for alle sanser, lyder opfordringen fra Janne Kragh Pedersen.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk