Turistsæsonen er på trapperne

ERHVERV:

Lige før turistsæsonen for alvor starter, inviterer SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter hvert år  Skiveegnens turismeaktører til sæsonstartmøde. Et fyraftensmøde, hvor turisterhvervet i Skive Kommune mødes til gensidig orientering, til inspiration - og til netværk!

- I år afholdes mødet den 24. april i Kassehuset i Glyngøre – og vi har inviteret Dorte Killerich fra Living Concepts, der sætter fokus på onlinebooking af oplevelsespakker, fortæller turismekonsulent hos SET, Janne Kragh Pedersen.

Mødet starter med en sandwich og derefter vil direktør Dorte Killerich fra Living Concepts give deltagerne inspiration og gode råd til udvikling af online bookbare pakker.

- Online booking af oplevelsespakker er efterspurgt af gæsterne - især de danske, understreger Janne Kragh Pedersen, der til hverdag sidder med bookingportalen på www.visitskive.dk, hvor såvel Skiveegnens som Enjoy Limfjordens mange tilbud om oplevelser og overnatninger ligger.

Janne Kragh Pedersen er derfor ikke i tvivl om, at Dorte Kiilerich er den helt rigtige til at fortælle Skiveegnens turismeaktører hvad skal der til for at lykkes med pakketering af oplevelser. Hun understreger, at der naturligvis er afsat tid i programmet til afklarende spørgsmål og dialog om de mange praktiske spørgsmål om online booking.

Dorte Kiilerich siger selv, at dansk turisme er hendes hjertebarn – og det afspejler hendes turisme CV da også. Siden 2006 har hun været bestyrelsesmedlem og formand i en række offentlige og private organisationer indenfor turisme – blandt andet administrerende direktør for VisitDenmark og VisitNordsjælland og bestyrelsesposter hos Sagnlandet Lejre, Kongernes Nordsjælland og Vadehavskysten. Siden 2013 har Dorte Kiilerich været selvstændig med Living Concepts, hvor hun blandt andet arbejder med destinationsudvikling og turpakker.

Efter Dorte Kiilerichs foredrag, vil der være indlæg fra SET og afsluttende har deltagerne mulighed for at få 2 minutters taletid til at fortælle om nye tiltag i den kommende sæson, ligesom foldere og brochurer naturligvis skal medbringes, så alle kan reklamere for  hinanden.

- Alle med tilknytning til turismeerhvervet i Skive kommune er velkomne til mødet, forklarer Janne Kragh Pedersen, der dog gør opmærksom på, at tilmelding på www.skiveet.dk er nødvendig af hensyn til det praktiske. –Og husk også at notere, om du ønsker tid til en kort præsentation af nyheder, slutter turismekonsulenten.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk