To skibonitter satser på smagfuldt iværksættereventyr

Kaare Lindskov Knak og Nikolaj Tymm-Andersen er mændende bag kryddeributikken House-of-Spices.online
Kaare Lindskov Knak og Nikolaj Tymm-Andersen er mændende bag kryddeributikken House-of-Spices.online
ERHVERV:

En ny kryddeributik i Hem drømmer stort og går efter at levere krydderier til hele Danmark.

Et indisk bryllup, familieaftener med madlavning og en stærk lyst til at stå på egne ben lyder umiddelbart som tre vidt forskellige ting.

Men til sammen udgør de ingredienserne bag den kryddeributik, som netop har slået dørene op i Hem på Danelykke.

Navnet er House-of-Spices.online, og bag den står de to skibonitter Kaare Lindskov Knak og Nikolaj Tymm-Andersen, der har sat sig for at gøre op med krydderier, som er falmet i farven og mangler smag.

Fra basen i Hem skal der nemlig sendes tusindvis af nøje udvalgte krydderier fra især Indien ud til hele Danmark, mens sallingboerne har mulighed for selv at hente varerne hos butikken. 

”Vi følte, at der er for mange krydderiprodukter på de danske hylder, der er for svage i smagen, og som bidrager alt for lidt til både den daglige madlavning, og når det skal være ekstra lækkert. Vi tror, at mange har det på samme måde, og vi så derfor et stort potentiale på det danske marked,” siger Kaare Lindskov Knak.

Inspiration efter rejser til Indien

Egentlig begyndte det hele, da Nikolaj Tymm-Andersen var på en af sine mange rejser rundt i Indien for at se på granit til sin tidligere forretning.

For imens Nikolaj Tymm-Andersen ledte efter nye produkter til sin granitforretning, fik han en masse venskaber med de lokale indere. Det førte til middage i helt almindelige indiske hjem, og han var sågar med til et bryllup på en af rejserne.

”Det var meget fascinerende, hvordan de formåede at lave mad, der indeholdt så meget smag og samtidig havde utrolig flot farve. Selvom det ikke var derfor, jeg var i Indien, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til det og blive betaget af det,” siger Nikolaj Tymm-Andersen.

Selvom House-of-Spices.online tog udgangspunkt i krydderier fra Indien, har krydderivirksomheden allerede udvidet med bl.a. danske tangprodukter.

De to iværksættere forventer at kunne udvide forretningen løbende, så danskerne inden længe vil kunne vælge mellem endnu flere krydderier og finde en masse forskellige opskrifter, som skal sætte smag på hverdagen.

Besøg webshoppen her

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk