To lokale virksomheder kom igennem nåleøjet

HandiGood fra Skive og Salling Genbyg fra Roslev er kommet igennem
HandiGood fra Skive og Salling Genbyg fra Roslev er kommet igennem
ERHVERV:

Og det er vel at mærke ikke et hvilket som helst nåleøje HandiGood fra Skive og Salling Genbyg fra Roslev er kommet igennem.  Ud af et stort ansøgerfelt af socialøkonomiske virksomheder udvælger Den Sociale Kapitalfond at optage et lille antal virksomheder i et forretningsudviklingsprogram. HandiGood blev udvalgt til Social StartUp som 1 af 4 (81 ansøgere) – Salling Genbyg til Det Sociale Vækstprogram som 1 af 5 (47 ansøgere).

Virksomhedskonsulent Ole Faarkrog-Søgaard, Jobcenter Skive, har været med de to virksomheder hele vejen. Han understreger, at det absolut er på sin plads at prale af, at kommunen har fået to virksomheder med i vækstprogrammet: -Det er utrolig flot, helt enkelt. Målet med Den Sociale Kapitalfond er at etablere og udvikle socialøkonomiske virksomheder, der skaber beskæftigelse for udsatte mennesker på et godt forretningsmæssigt grundlag. Og det er lige netop, hvad vi arbejder for i Skive Kommune, hvor vi tror på, at vækst og social ansvarlighed går hånd i hånd med almindelig økonomisk fornuft.

Den kommunale indsats for at styrke det socialøkonomiske område er forankret i både jobcenter og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, hvorfor vi kan tilbyde en bredere vejledning til virksomhederne.

Salling Genbyg er en nyetableret virksomhed under Salling Entreprenørfirma A/S – udsprunget af samarbejdet med Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenters projekt ”Energi i Væksten”. Navnet Salling Genbyg er dobbelttydigt – dels henfører det til, at virksomheden genanvender byggematerialer dels, at man ønsker at være med til at genopbygge mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ved at tilbyde dem job.

-”Med udtagelsen til at deltage i Det Sociale Vækstprogram har vi fået et kæmpe rygstød og en utrolig kompetent sparring fra vore tilknyttede forretningsudviklere til at øge væksten i både entreprenørvirksomheden og det nystartede Salling Genbyg”, siger Heine Serritslev Jørgensen, der sammen med Gregers Frederiksen ejer de to virksomheder samt Salling Kloakservice ApS.

-”Vi er utrolig stolte over at være nået så langt og vi er endnu mere stolte over at være en del af det samarbejde, der forhåbentlig munder ud i en ”Skive Model” for social ansvarlighed”, tilføjer Gregers Frederiksen.

Sammen med virksomhederne og private rådgivere er Skive Kommunes mål og vision for fremtiden nemlig at udvikle en såkaldt ”Skive Model” – en overordnet plan for et bæredygtigt og selvforstærkende socialøkonomiske samarbejde mellem kommune og private virksomheder, som kan kopieres eller inspirere i andre kommuner.

Og netop ”Skive Model” er også vigtig for firmaet HandiGood, der med programmet bl.a. får tilkoblet en forretningsudvikler, der skal hjælpe med at styrke virksomheden og dens produkt ”Easy-Living” - et lille handy vaccumdrevet hjælpemiddel, der kan assistere mennesker, der af den ene eller anden grund mangler kræfter i hænder og arme til at åbne glas, dåser, flasker m.m., ligesom Easy-Living fx kan holde en skål mens man rører i den.

Iben Warthou fra HandiGood fortæller, at hun og ægtemanden John Jensen er meget, meget stolte over at være udvalgt til Social StartUp. –Det er fantastisk, at vores lille virksomhed er kommet med i et forløb med målet om vækste, skabe arbejdspladser og tage socialt ansvar. Vi vil gerne vise, at vi kan og vil løfte opgaven – med Social StartUp, kommunen og private rådgivere som samarbejds- og sparringspartnere, siger hun og tilføjer: -Og vi ser frem til at blive en af de gode historier, som den kommende ”Skive Model” skal bygge på – og som andre kommuner kan lære af.

Fra Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard lyder der et stort tillykke til HandiGood og Salling Genbyg, der fortæller, at kommunen meget gerne vil være med til at støtte op om socialøkonomiske virksomheder.

– Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på social ansvarlighed og jeg er absolut positiv overfor at se på, hvordan kommunen kan hjælpe socialøkonomiske virksomheder, pointerer borgmesteren. - Jobcenter Skive har allerede taget initiativ til at igangsætte et forløb, hvor kommunen – i samarbejde med Den Sociale Kapitalfond, interesserede virksomheder og samarbejdspartnere - vil afdække mulighederne for at lave en ”Skive Model” for social ansvarlighed. Det arbejde vil jeg følge tæt, slutter Peder Christian Kirkegaard.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk