Mandag d. 6. marts samledes en gruppe lokale erhvervsdrivende til årets første netværksmøde i Jebjerg Erhvervsnetværk hos AMC Service, som driver Bed & Breakfast.
Til mødet deltog bl.a. Sanne Nielsen, som er Jebjerg-netværkets nyeste medlem. Hun er indehaver af virksomheden Spændende Mad og hun glæder sig til mere samarbejde og sparring med andre erhvervsdrivende på tværs af netværkene.
’Værsgo at række til’, lød det fra værten Anna Marie Christiansen, da mødets 8 deltagere satte sig til bords ved det store, veldækkede morgenbord på trods af, at klokken viste på den sene side af 19.00 mandag aften d. 6. marts. Anna Marie er indehaver af virksomheden AMC Service, som er et lokalt Bed & Breakfast med adresse lige udenfor Jebjerg.
Virksomheden lagde hus til årets første møde, hvor Jebjerg Erhvervsnetværk havde inviteret de lokale medlemmer og andre interesserede til en aften med oplæg fra værten og sparring på programmet med henblik på at øge kendskabet til hinanden og styrke samarbejdet.
Netværksmødet startede med en rundvisning i huset og herefter blev resten af mødet afviklet i hjertet af Anna Maries Bed & Breakfast, nemlig rundt om det store spisebord. Hjemmevant i værtsrollen serverer hun sædvanligvis en overdådig morgenmad for sine overnattende gæster, men denne aften var det altså lokale erhvervsfolk, som fik en smagsprøve på hendes populære morgenbord.
Her kunne de 8 deltagere nyde godt af nybagte boller, gode råvarer og kvalitetsprodukter bl.a. fra flere lokale producenter og leverandører. Alt sammen var flot præsenteret, da der var kræset om anretningen af maden, den særlige service og flotte bordpynt. Oplevelsen blev suppleret af masser af uformel snak på tværs af alle deltagere.
Sanne Nielsen var en af de erhvervsdrivende, som sad med til bords ved netværksmødet og særligt hun satte stor pris på hele oplevelsen rundt om spisebordet. Hun arbejder nemlig til dagligt passioneret med at skabe unikke og spændende spiseoplevelser lidt ud over det sædvanlige. Sanne er indehaver af virksomheden Spændende Mad, der leverer mad ud af huset fra det tidligere storkøkken på Jebjerg Ældrecenter og ligeledes er vært og forpagter i Sport og Event Center i Jebjerg.
Til trods for at Sanne tidligere har været inviteret med til andre møder og med stor interesse har fulgt med i netværkets arbejde og aktiviteter, siden det blev etableret for 1 år siden, var det første gang hun deltog. I samme ombæring benyttede hun anledningen til at melde sin virksomhed ind i netværket. Med kraftig opfordring fra en af netværkets øvrige medlemmer.
I sin diner transportable-virksomhed har Sanne ad flere omgange og i forskellige sammenhænge samarbejdet med Bit Dahl, som er indehaver af BY BIT i Jebjerg, der tilbyder serviceudlejning og eksklusiv borddækning og design. Sammen har de to bl.a. udstillet på messer og lavet fælles åben-hus-arrangementer. BY BIT er en af de virksomheder, der har været med i det lokale erhvervsnetværk i Jebjerg fra start.
Sanne fortæller om sin beslutning: ’Bit har flere gange snakket varmt om Jebjergs lokale erhvervsnetværk og fordelene ved at være med. Hun har anbefalet mig at blive medlem og deltage ved arrangementerne. Men det var først her for nyligt jeg tog beslutningen om at melde min virksomhed ind i netværket og ved samme lejlighed tilmeldte jeg mig det første netværksmøde. Det har jeg ikke fortrudt.’
Selvom hun er ny i netværket, er hun ikke ny som erhvervsdrivende. Sanne har drevet Spændende Mad gennem de sidste 6 år og været indehaver af virksomheden de sidste 3 år. Spændende Mad dyrker og udvikler sit eget unikke koncept, som handler om at gøre tingene lidt anderledes. F.eks. er præsentationen af maden en stor del af det særlige koncept, hvor de forskellige retter anrettes på specielle fade og i flotte skåle. I køkkenet bruges der kun de bedste råvarer, alt laves fra bunden og Sanne sætter en stor faglig ære i at sætte sit eget præg på retterne.
Hun fortæller, hvordan virksomheden adskiller sig fra de mere traditionelle diner transportables: ’Vi vil gerne skille os ud og være kendte for vores kreativitet og spændende mad. Vi vægter høj kvalitet og så gør vi meget ud af vores flotte anretninger, som altid er noget ud over det sædvanlige. Det har været en succes for os fra start. Mange af vores nye kunder henvender sig, fordi de har fået os anbefalet. Det er uvurderligt at have så mange gode ambassadører, som spreder vores koncept primært gennem mund-til-mund-metoden.’
Den spændende mad fra Jebjerg kommer vidt omkring. Sannes mand er også en del af virksomheden og han tager sig af de administrative opgaver som bogholderiet og opdatering af hjemmesiden og Facebook-siden. Men det er også ham, der sætter sig bag rattet og kører ud med leveringerne til virksomhedens kunder. Ægteparret oplyser, at de leverer til hele landet, men primært i region Midtjylland og Nordjylland. De har dog tidligere haft en kunde, som fik leveret helt til Gilleleje.
De har dog et ønske om at styrke deres netværk i nærområdet i endnu højere grad. Sanne går derfor ind i netværket med en forventning om, at det kan medvirke til at skabe en større synlighed af hendes virksomhed i lokalområdet. Men hun håber også, at netværket kan bidrage til, at der opstår nyt samarbejde med andre lokale erhvervsdrivende.
Sanne forklarer afslutningsvist: ’Jeg oplevede allerede til det første netværksmøde, hvor positivt det var at møde nye mennesker, jeg ikke kendte. Det er enormt spændende at møde andre virksomhedsejere på tværs af brancher og høre mere om, hvordan de arbejder og løser de daglige udfordringer. Jeg glæder mig til at være en del af det her netværk, hvor vi forhåbentligt kan finde nye måder at samarbejde og hjælpe hinanden på.’