I løbet af de næste to uger flytter Roslev Apotek et par meter ned ad Jernbanegade. Det betyder blandt andet, at der skal flyttes ca. 13.000 produkter. Derfor vil brugerne de kommende dage opleve flytterod, men samtidig ingen ekstraordinære lukkedage.
- Vi fortsætter med at betjene vores mange brugere, mens vi flytter hele butikken til nummer 15, begynder Susanne Møller Jensen. Selve flytningen af produkterne starter vi så småt på den 6. juni lige efter Pinsen, og får flyttet det sidste efter lukketid lørdag den 10. juni, så vi kan være helt på plads mandag den 12. juni kl. 09.00.
Hun håber samtidig på, at brugerne vil bære over med det roderi, der følger med flytningen og at folk vil huske at bestille medicin i ekstra god tid, da flytningen kan give mindre forsinkelser på leveringen.