Online ’Netværks-børs’ er nu lanceret

Foto: TR Consult
ERHVERV:

De lokale erhvervsnetværk i Salling har et fælles formål: Det langsigtede mål er at bidrage til vækst og udvikling. Men på et mere lavpraktisk og dagligt plan, så handler det også om at hjælpe hinanden. På erhvervsnetværkenes fælles hjemmeside er den nye Netværks-børs netop lanceret. Her kan medlemmer og øvrige interesserede se, hvad andre medlemmer tilbyder og efterlyser.

Hvad har de omkring 100 medlemmer i de 6 lokale erhvervsnetværk i Salling tilfælles? Jo, faktisk er medlemmerne overordnet set ret forskellige. De repræsenterer både små og store virksomheder. Der er nye iværksættere og etablerede erhvervsdrivende på medlemslisten.

Ved første øjekast har de ikke meget tilfælles med hinanden. Oversigten viser, at her er tale om håndværkere, entreprenører, detailhandlere, e-handlere, grossister, producenter, frisører, behandlere, pengeinstitutter, foreninger, sportshaller, spisesteder, m.fl. Medlemmerne hører til på tværs af brancher, men også af byer.

Netværkenes tovholder, Thomas Rosenkrands, forklarer: ’Ser man ud over de umiddelbare forskelle, har alle alligevel dét tilfælles, at de har meldt sig ind i deres lokale erhvervsnetværk, fordi de bl.a. ønsker at bakke op om et større samarbejde blandt egnens virksomheder. Og netværkssamarbejde handler også om at hjælpe hinanden og drage nytte af hinandens netværk.’

Han fortæller videre: ’Det er tanken om netværk, som ringe-i-vandet-princippet. Når man får adgang til de andres netværk, får man pludselig en endnu større kontaktflade, som kan aktiveres og så kan der ske ting og sager, som gør en forskel for den enkelte. Det kræver dog, at man fortæller netværket, hvad man har brug for. Men så vil vi til gengæld også gøre, hvad vi kan for at hjælpe.’ 

Som noget nyt lanceres nu en Netværks-børs på de lokale erhvervsnetværks fælles hjemmeside. Thomas Rosenkrands fortæller, at Netværks-børsen er tænkt som en lokal erhvervs-markedsplads og fungerer som en slags digital ’opslagstavle’. Her kan medlemmerne dele, det de tilbyder eller efterlyser.

I første omgang er der flest aktuelle tilbud i kategorien for ’Ledige erhvervslokaler’, hvor man finder en oversigt over medlemmernes ledige lokaler til salg eller leje i de 6 områder, hvor der er etableret lokale erhvervsnetværk. Derudover er der flere kategorier, hvor indholdet fra medlemmerne er på vej.

Thomas Rosenkrands fortæller mere om det nye tiltag: ’Vi har gjort klar til flere kategorier, hvor vi hører fra medlemmerne, at der er et fælles behov, bl.a. indenfor rekruttering. F.eks. oplever flere medlemsvirksomheder udfordringer med at rekruttere nye medarbejdere til de ledige jobs. Men vi vil også gerne hjælpe jobsøgende, som måske har en relevant profil for nogle af vores medlemmer. Vi havde et konkret eksempel, hvor vi delte et CV for en universitetsuddannet, ung mand. Der var 2 lokale netværksvirksomheder, som var interesserede og efterfølgende inviterede ham til samtale.’

På den online Netværks-børs er der også mulighed for at skrive sig op til at modtage nyhedsbreve fra andre lokale virksomheder. I kategorien ’Alt det andet’ kan medlemmerne dele relevante tilbud, som ikke hører under de øvrige kategorier. Det har Simone Bech, som er indehaver af virksomheden ’Hos Simone’, valgt at benytte sig af. På Netværks-børsen kan man netop nu finde et aktuelt tilbud fra Simone Bech, som henvender sig både til personer i og udenfor netværkene og til professionelle og private. Hun vil nemlig gerne i kontakt med stressede personer, da hun tilbyder et nyt hold, som snart starter op med en ny yoga-form, som er særlig gavnlig for stressramte.

Netværks-børsen er det seneste tiltag, som skal bidrage til at skabe endnu mere værdi for medlemmerne i de enkelte netværk. Det nye tiltag er derfor en del af den koordinerede indsats for et øget samarbejde, hvor medlemsvirksomhederne kan hjælpe hinanden med at få budskaber og konkrete tilbud frem til de rette personer. 

Man kan besøge hjemmesiden for Sallings 6 lokale erhvervsnetværk og se hvad der pt. tilbydes i Netværks-børsen på dette link: lokaleerhvervsnetvaerk.dk/netværks-børs

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk