Nyt magasin: Tema sætter fokus på samspillet mellem fjernvarme og industri

Foto: Dansk Fjernvarme
ERHVERV:

Årets første udgave af magasinet Fjernvarmen sætter fokus på det gode samarbejde mellem fjernvarmeværker og industrien. I temasektionen vil læserne kunne finde en stor reportage, interviews og gode råd – alle med udgangspunkt i det gode samarbejde.

Desuden besøger magasinet også Skive Fjernvarme, der kæmper for at konvertere gasområder til fjernvarme, og der gøres status på energispareordningen, der udløber med udgangen af 2020.

Skal Danmark indfri sine klimamålsætninger, skal samspillet mellem fjernvarme og industri styrkes. Der findes et kæmpe potentiale, og på den baggrund har tænketanken Grøn Energi netop udgivet et inspirationskatalog til de gode projekter mellem fjernvarmeværker og erhvervslivet.

Temasektionen dykker derfor ned i det gode samarbejde. Læserne kommer med til Gelsted Fjernvarme på Fyn, der har indgået en 10-årig aftale om at aftage møbelspåner fra en lokal møbelproducent, der kan omsættes til varme – et samarbejde til stor gavn for begge parter.

Desuden er der også interview om det gode samarbejde med Troels Ranis, direktør hos Dansk Industri, og der er anbefalinger og inspiration at hente fra blandt andre Grøn Energis Jesper Koch og en ekspert i offentlig-privat samspil.

Mandagsstævnemødet: Kampen om konverteringer
​I reportageserien Mandagsstævnemødet følger Fjernvarmen Folketingets energiordførere, når de i deres egne valgkredse besøger fjernvarmeværkerne. I denne udgave besøger Socialdemokratiets Anne Paulin Skive Fjernvarme, der det seneste stykke tid har modtaget en hel del offentlig opmærksomhed.

Skive Fjernvarme ligger således på femte år i strid med statens eget gasselskab Evida om at konvertere naturgasområder til fjernvarme. Med stævner og klager har Evida således haft held med at bremse Skive Kommunes plan om at installere fjernvarme i 1.500 husstande. Direktør i Skive Fjernvarme, Tage Meltoft, fortæller energiordfører Anne Paulin om forløbet.

Status – og afslutning – på energispareordningen
​Eftersom den nuværende energispareordning udløber med udgangen af 2020, er det på sin plads at kigge nærmere på, hvad det kommer til at betyde for fjernvarmeselskabernes arbejde med energibesparelser. Teknisk konsulent hos Dansk Fjernvarme Mette Bjørnlund giver et indblik.

Tilbageblik på det forgangne årti
​Og apropos afslutninger gør Fjernvarmen regnebrættet op og kigger tilbage på det forgangne årti i fjernvarmesektoren. Vi kan allerede afsløre, at fjernvarmen blev grønnere, flere kunder er kommet til, og priserne blev holdt nede.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk