Nyt erhvervsnetværk tager hul på 2019 med speeddating

Foto: SET
ERHVERV:

Skiveegnens Erhvervs- & Turistcenters seneste lokale erhvervsnetværk har 7840 Højslev som sit fokusområde. Og efter et styregruppemøde den 15. januar er netværket klar til invitere til det første netværksmøde, hvor ambitionen er klar: Kendskabet til det lokale erhvervsliv skal øges blandt de lokale erhvervsdrivende.  

- Jeg er meget overrasket over alle de virksomheder, der er i vores område, begynder Jytte Breum, som er indehaver af Benta’s Cafeteria og Selskabslokaler og desuden med i styregruppen. – Men det betyder bare, at der er endnu bedre muligheder for at stå sammen og skabe noget i vores postnummer, fortsætter hun.

Erhvervskonsulent Thomas Rosenkrands fra SET supplerer, at Jytte Breums oplevelse er den samme som han har mødt i de andre 6 gange, der er startet lokale erhvervsnetværk op på egnen. 

- Både i Durup, Glyngøre, Jebjerg, Balling, Roslev og Breum, Grønning og omegn har billedet været det samme. Antallet af lokale virksomheder kommer virkelig bag på folk. Derfor er der oftest også et stort potentiale for øget lokal erhvervsudvikling – for det er jo en vigtig forudsætning for at kunne handle lokalt, at man ved, hvad der kan handles lokalt, understreger Thomas Rosenkrands.

Det nyeste skud på SET’s stamme af lokale erhvervsnetværk er allerede blandt de største. Men det er slet ikke nok til at indfri styrgruppens forventninger. Klaus Henriksen, som har virksomheden Jysk Gas & VVS Teknik,  forklarer: - Vi skal have nogle flere med i erhvervsnetværket for at gøre netværket stærkt. Jeg tænker 50 kunne være et godt mål.

Foruden Jytte Breum og Klaus Henriksen består styregruppen af Hans Korsgaard, der har Virksund Camping og Kim Henriksen, der har virksomheden Artco. Alle fire medlemmer er enige om at forsøge sig med et arrangement den 7. marts, hvor de deltagende virksomheder kan speeddate og dermed meget hurtigt få et godt indblik i hinandens virksomheder.

- På sådan en aften kan man nå at lære 5-10 virksomheder lidt bedre at kende, mens man får kort præsenteret yderligere en række virksomheder. Og på den måde opbygger vi både stille og roligt kendskabet og tilliden til hinandens virksomheder lokalt, forklarer Kim Henriksen.

Afslutningsvist oplyser styregruppens tovholder, Hans Korsgaard, at styregruppen også arbejder med ideer til blandt andet virksomhedsbesøg og faglige indlæg og at alle er velkomne til at byde ind med ideer til erhvervsnetværket.  

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk