Skiveegnens Erhvervs-og Turistcenter (SET) har ansat Brian Krogh som ny erhvervschef med tiltrædelse 1. juni.
Brian Krogh har gennem de seneste godt 4 år været ansat ved Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, senest som chefkonsulent. Det er således en chef med et solidt netværk og stor indsigt i regional og national erhvervsfremme, der fremover skal varetage erhvervsområdet i SET.
”Jeg brænder for såvel iværksætteri som vækst og udvikling af etablerede virksomheder, og har altid lagt stor vægt på, at sætte virksomheden i centrum for indsatsen” udtaler Brian Krogh og supplerer, at han glæder sig til at tiltræde jobbet i Skive.
Gennem sin tid som konsulent i Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande og tidligere job hos konsulentfirmaet Initia A/S har Brian Krogh arbejdet med stort set alle facetter af virksomhedsudvikling og etablering og kender til erhvervsfremmesystemets mange muligheder for at yder hjælp og vejledning.
Inden da har han bl.a. erfaring fra entreprenørbranchen og som selvstændig indenfor bl.a. salg.
Opgaven for den nye erhvervschef er at sikre en effektiv erhvervsservice overfor lokale virksomheder og igangsætte projekter, der kan bidrage til udvikling og øget beskæftigelse indenfor bl.a. bæredygtig energi, uddannelse og opkvalificering, forretningsudvikling, iværksætteri samt tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft.
SET har netop indgået ny 2-årig resultatkontrakt med Skive Kommune og vil i de kommende år sætte endnu mere fokus på vækst, udvikling og jobskabelse hos egnens virksomheder.
”Vi mener med ansættelsen af Brian Krogh at have funder den helt rette person til at stå i spidsen for de nye målrettede tiltag på erhvervsområdet og varetage SETs forpligtelser på erhvervsområdet” udtaler direktør Alice Bank Danielsen.
Stillingen som erhvervschef er oprettet ifm. omorganisering af SETs ledelse ud fra et ønske om at styrke erhvervsområdet. Tidligere lå ansvaret for erhvervsområdet hos direktøren. Det er ændret pr. 1/3, hvor Alice Bank Danielsen overtog den overordnede ledelse af SET og således er både direktør og turismechef. Den nye erhvervschef bliver således souschef i centret og vil i højere grad end tidligere kunne koncentrere kræfterne om opgaven ude hos centrets mange medlemsvirksomheder.
Brian Krogh er 48 år og oprindelig uddannet ingeniør. Han er bosat i Silkeborg med sin familie, der bl.a. tæller to piger på 11 og 14 år.