Efter flere års pause, har SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter igen i år booket en fælles stand ved Karrieredagene i Aalborg, der i år afholdes den 7. marts.
På Karrieredagene samles de unge fra Aalborgs videregående uddannelser for at kigge efter praktik- og specialevirksomhed og for at afsøge terrænet for deres kommende arbejdsgiver. SET inviterer egnens virksomheder til at deltage på standen - en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på sig selv og komme i dialog med fremtidens medarbejdere.
Standen indrettes under den fælles overskrift ”Dit nye liv i Skive” med materiale fra Skive Kommunes nye bosætningskampagne, der har fokus på unges karrieremuligheder. Ud over den direkte og personlige dialog med potentielle praktik- eller jobsøgende, får de deltagende virksomheder mulighed for separat markedsføring på standen.
- Kom og mød ingeniører, økonomer, IT-specialister, turismekonsulenter – you name it, lyder opfordringen fra erhvervs- og udviklingskonsulent Leo Ravn-Nielsen fra SET, der uddyber: -Vi har stadig plads på standen ved siden af bl.a. DEIF, så hvis du som leder gerne vil flashe din virksomhed overfor fremtidens medarbejdere og samtidig se de unge i øjnene og få en dialog – så sig endelig til. Leo Ravn-Nielsen tilføjer, at det er en fordel at medbringe reelle praktik- og projektopgaver samt stillingsopslag som ’lokkemad’ på standen
-Ring til mig (telefon: 6165 6620) – og lad os få en snak om, hvad du kan få ud af at være med på ”Dit nye liv i Skive” standen på Karrieredagene, slutter Leo Ravn-Nielsen.
Karrieredagene
http://www.karrieredagene.dk