Lokale udbydere indgår samarbejde om arbejdsmiljø

Foto: Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest
ERHVERV:

Kursuscentret.nu på EUC Nordvest og Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest har indgået en samarbejdsaftale om den Lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Aftalen gælder allerede fra 1. november i år.        

’Vi har gennem de sidste par måneder været i dialog med Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest omkring et potentielt samarbejde om den Lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Og nu har vi fundet en model, der passer begge parter godt, og som samtidig giver kursisterne flere fordele’, forklarer afdelingsleder Mona Søe fra Kursuscentret.nu på EUC Nordvest. 

Baggrunden for samarbejdet er, at begge parter bruger mange ressourcer på at udbyde uddannelsen, og antallet af potentielle kursister er relativt begrænset.  

’I dag gennemfører vi hver især arbejdsmiljøuddannelsen ca. fire gange årligt. Tilsammen udbyder vi således uddannelsen ca. otte gange årligt, men da vores kurser ofte ligger meget tæt på hinanden, er udbuddet ikke jævnt fordelt hen over kalenderåret. Fremadrettet vil vi sprede i alt seks kurser ud over et helt år, så der ca. hver anden måned vil være mulighed for at tage uddannelsen’, oplyser Mona Søe.

Adm. direktør for Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest, Thomas Rosenkrands forklarer supplerende, at Arbejdsmiljøloven kræver, at nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter eller arbejdsledere skal gennemføre uddannelsen senest tre måneder efter deres valg. Og det bliver lettere at overholde med den nye kursusfrekvens.

Herudover forventer begge parter, at holdene generelt bliver lidt større end i dag, hvilket naturligvis er en fordel for økonomien og samtidig en fordel i forhold til den sparring, deltagerne har med hinanden på uddannelsen.  

Det første år vil der være tre kurser i Nykøbing, to i Thisted og et i Fjerritslev. Alle kurser foregår i EUC Nordvests lokaler og med Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest

som ansvarlig for undervisningen.  

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk