Lokale Erhvervsnetværk supplerer medieindsatsen med Facebook-side

Foto: TR Consult
ERHVERV:

Måske har du læst om Sallings 6 lokale erhvervsnetværk i de lokale medier? Hvis du har, så er der en god grund til det.

Synlighed i medierne er nemlig et af de lokale erhvervsnetværks indsatsområder og den lokale presse har bragt en masse gode erhvervshistorier fra de lokale netværksvirksomheder. Nu samles disse historier og andet spændende nyt fra medlemmerne på et socialt medie – i første omgang på en fælles Facebook-side. 

De godt 100 medlemmer af Sallings 6 lokale erhvervsnetværk er alle lokale små og mellemstore virksomheder, samt enkelte større virksomheder. Det er virksomheder, som har adresse i lokalområdet og mange af dem opererer også primært i Salling. De har det til fælles, at de har meldt sig ind i et lokalt erhvervsnetværk, som er et fælleskab, der arbejder sammen om at styrke det lokale erhvervsliv.

Der er mange fordele ved at arbejde sammen og et af målene har fra start været at gøre op med den kedelige overbevisning om, at der intet sker i erhvervslivet ”ude” på landet. Derfor er et af erhvervsnetværkenes indsatsområder at fortælle de mange gode erhvervshistorier på vegne af de lokale virksomheder.

Thomas Rosenkrands er tovholder for alle 6 lokale netværk og han fortæller: ’Vi har allerede et tæt samarbejde med de lokale medier og de har været fantastiske til at formidle mange af de historier, som vi er kommet med på vegne af netværkets medlemmer. Vi har flere succeshistorier og masser af positive tilbagemeldinger fra medlemmer, som har haft en gavnlig effekt af medieomtalen.’

Netop synlighed er et vigtig markedsføringsmål og emnet markedsføring drøftes ofte, når netværksvirksomhederne mødes. Senest mødtes 10 lokale netværksmedlemmer til uformelt morgenmøde hos medlemmet ’Hos Simone’ i Gl. Åsted. Her drøftede deltagerne også markedsføring og i den forbindelse blev de sociale medier diskuteret. Også i forhold til den fælles markedsføring af de lokale erhvervsnetværk.

På baggrund af ønsket fra flere medlemmer er de lokale erhvervsnetværk derfor nu kommet på de sociale medier. ’I første omgang har vi oprettet en fælles Facebook-side med navnet ’Lokale Erhvervsnetværk’, begynder Thomas Rosenkrands. Han forklarer videre: ’Vi har indtil nu haft en fælles hjemmeside, hvor vi har samlet alle relevante informationer fra netværkene som medlemsprofiler, aktivitetsoversigter, pressemeddelelser, Netværks-børs, m.m. Men med lidt tilløbstid har vi nu taget næste skridt og ’koblet’ hjemmesiden på Facebook, som er et af de mest populære sociale medier for den brede målgruppe.’

Tovholder Thomas Rosenkrands understreger, at de sociale medier dog på ingen måde skal erstatte, men nærmere supplere indsatsen med at fortælle spændende nyheder fra de lokale virksomheder via de mere traditionelle nyhedsmedier, som trykte aviser og online nyhedstjenester.   

Yderligere oplysninger:
På hjemmesiden kan man læse om formålet med og baggrunden for initiativet med de lokale erhvervsnetværk. Man kan finde en kort beskrivelse af alle medlemsvirksomheder med link til deres hjemmesider og/eller Facebook-sider. Der er desuden et nyhedsarkiv, hvor alle medlemmers erhvervshistorier, som udarbejdes som følge af deres medlemskab i netværkene, samles og ligger offentligt tilgængelige.

Hjemmeside: www.lokaleerhvervsnetvaerk.dk

Facebook: www.facebook.com/Lokale-Erhvervsnetv%C3%A6rk-926384197514791/   

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk