Ledigheden i Skive er fortsat blandt landets laveste

ERHVERV:

Coronakrisen rammer mange virksomheder hårdt, og ledigheden er steget markant i landets kommuner. Men et gunstigt udgangspunkt med en meget lav ledighed viser sig at være en fordel for Skive Kommune, som under coronakrisen har oplevet en lavere stigning i ledighedsprocenten end kommuner, der forud for krisen havde en høj andel af arbejdsløse.

En analyse fra nyhedsbrevet Altinget viser, at kommuner, der i forvejen havde mange arbejdsløse, har fået flest ledige under coronakrisen. Analysen viser, at de 35 kommuner, hvor arbejdsløshedskøen er vokset mest også samlet havde en højere ledighed end resten af landet, inden krisen ramte.

Før coronakrisen ramte landet, lå Skive Kommune med en ledighedsprocent på 3,0 mod 5,2 for hele landet og 3,4 for Vestjylland. Med andre ord gik det rigtig godt i Skive Kommune, hvor virksomhederne rekrutterede i stor stil:

- Op til coronakrisen har vi faktisk i en lang periode oplevet mangel på arbejdskraft på Skiveegnen. Det har betydet job - også for ledige, der måske har stået lidt længere fra arbejdsmarkedet. Vi har derfor ligget med en meget lav ledighedsprocent, fortæller arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum.

Det gode udgangspunkt med en lav ledighedsprocent betyder også, at den procentvise stigning i Skive Kommune ser voldsom ud. Konkret er der under coronakrisen sket en stigning i antal nyledige på 47,02 %. Men stigningen skal ses i lyset af den meget lave ledighedsprocent, der var forud for coronakrisen.

Siden 9. marts har 529 nye ledige meldt sig i Jobcenter Skive. Men heldigvis er der også mange, der afmelder sig. Jobcentret har modtaget jobordre fra virksomheder, der under coronakrisen har haft travlt, lige som mange selv har fundet nyt arbejde. Det betyder, at stigningen i antallet af ledige på dagpenge reelt er 254 - fra 621 til 877 personer.

- Når vi ligger lavt, skal der ikke mange hoveder til, før den procentvise stigning ser voldsom ud. Men det reelle billede er faktisk, at vi har en meget lav stigning. Vi er gået fra en ledighedsprocent på 3,0 til 4,4 %, siger Dorthe Hamrum.

Kilde: Skive Kommunes egne beregninger på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Danmarks Statistik

1. maj kan blive en skæringsdag
Lige rundt om hjørnet venter 1. maj, som bliver en skæringsdag under coronakrisen. Opsagte medarbejdere med en måneds opsigelse vil for første gang melde sig ledig, og det kan medføre en markant stigning i ledigheden. Ikke bare i Skive Kommune men i hele landet:

- Vi har over de seneste 14 dage set, at ledigheden har stabiliseret sig og tenderet et langsomt fald i antal ledige. Men vi ved også, at vi i morgen, 1. maj, kan komme til at opleve en markant stigning igen, fortæller Dorthe Hamrum og fortsætter:

- Det generelle billede for Skive Kommune har indtil nu set fornuftigt ud. Det her kan blive langstrakt. Men vi har i Skive et rigtig godt samarbejde mellem virksomhederne og jobcentret. Og vi står klar til at understøtte de ledige, lige gyldigt hvad konsekvenserne af coronakrisen bliver i fremtiden.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk