Kan man pleje sit netværk og lave forretning i badetøj?

ERHVERV:

Erhvervsnetværket Vækst i Durup prøver gerne nye idéer af, når det handler om netværksaktiviteter. Også de lidt anderledes, utraditionelle idéer. Det er det nyeste tilbud om fælles svømning og motion med efterfølgende netværkssnak et godt eksempel på.    

’Vi vil gerne præsentere vores medlemmer for et bredt udvalg af netværkstilbud. Foreslår et af medlemmerne en ny idé og er der opbakning fra styregruppen, så prøver vi det af og ser om der er interesse for det’, begynder Thomas Rosenkrands, som er tovholder for de 6 lokale erhvervsnetværk i Salling og en del af styregruppen i netværket Vækst i Durup.

’Med det her konkrete tilbud fristes man til at sige, at vi nu er på vej til at lave netværksaktiviteter både til lands og nu også til vands. Så må det med i luften så komme senere’, siger Thomas Rosenkrands med et stort smil.

Idéen opstod hos Per Veile, som er indehaver af Durup-virksomheden Cp Sourcing. Han ville gerne lave et tilbud om fælles svømning og motion for lokale erhvervsdrivende i samarbejde med Durup Idræts- & Svømmehal. Tanken bag er, at man kan mødes et par gange i ugen og komme i bedre form, mens man plejer sit netværk med lokale erhvervsfolk og evt. møder nye samarbejdspartnere.

Tilbuddet er for de morgenfriske og omfatter svømning og motion i hallens fitnessfaciliteter 2 gange i ugen, tirsdag og fredag, fra morgenstunden. Det starter kl. 6.00, så alle har mulighed for at deltage, inden arbejdsdagen starter. Tirsdags-svømning foregår i offentlig åbningstid, hvorimod fredags-svømningen er eksklusivt åben for de, der deltager i netværkstilbuddet. 

Efter hver træningsgang vil der være en gratis kop kaffe eller the med mulighed for mere netværkssnak. Per Veile håber, at der vil være interesse for sådan et tilbud, for han er overbevist om, at der kan komme meget godt ud af sådan en uformel, fælles aktivitet. Ja faktisk mener han, det vil være til gavn for både humøret, helbredet og forretningen.    

Det er ikke en forudsætning, at man er medlem af et af de lokale erhvervsnetværk. Alle lokale erhvervsfolk er velkomne, men der er en reduceret deltagerbetaling for netværksmedlemmer. Tilmelding er nødvendig, da tilbuddet er betinget af et minimum antal deltagere.

Er man interesseret kan man høre mere og melde sig til hos tovholder Thomas Rosenkrands eller læse mere på www.lokaleerhvervsnetvaerk.dk/kommende-aktiviteter.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk