Gramo A/S i Balling overtager pr. 1. november produktionsudstyret og bogbinderi-kunderne fra MPI Instore Solutions i Vejle.
Den grafiske virksomhed Gramo A/S i Balling overtager pr. 1. november produktionsudstyr og bogbinderi-kunder fra MPI Instore Solutions i Vejle og vil derfor fremover kunne lave de specialproduktioner, som MPI har været særlig kendt for. I forbindelse med overtagelsen forventer Gramo at skulle øge medarbejderstaben med mindst 2 nye medarbejdere ud over de 20, som virksomheden i forvejen beskæftiger.
”Vi er meget stolte over, at MPI har valgt at pege på os i forbindelse med salget og vi glæder os til at komme i gang med udfordringen”, udtaler direktør Erik Dyeremose og fortsætter, ”MPI har nogle gode og spændende kunder, hvoraf vi kender nogle i forvejen, så vi ser frem til at fortsætte og udvide vort samarbejde med trykkerierne”.
I dag råder Gramo over 4.000 kvadratmeter, en avanceret maskinpark til grafisk efterbehandling og dedikerede specialister, der hver dag leverer grafisk kvalitet i særklasse. Geografisk opererer virksomheden over hele Danmark og på kundelisten er trykkerier, reklamebureauer, mediehuse m.fl.
Om årsagen til frasalget fortæller adm. direktør i MPI Instore Solutions, Mette Christensen:
”Bogbinderidelen udgør efterhånden en mindre del af vores samlede virksomhed – og vi har nu valgt at tage skridtet fuldt ud ved at sælge denne del af virksomheden. Gramo er den helt rigtige køber – og jeg er helt tryg ved at lade de dygtige og troværdige nordvestjyder fortsætte med at betjene vore kunder”.