SET har ønsket at opprioritere iværksætteriet på Skive egnen. Det har bestyrelsen i Foreningen Step1 besluttet at støtte op omkring. Med virkning fra den 1. marts vil den fremtidige aktivitet i Step1 komme til at foregå på Østerbro 7, 7800 Skive, hvor Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter holder til.
- Det er naturligt at STEP1 og SET flytter sammen, og disse planer har vi gået med længe, faktisk lige siden de første tanker omkring Innovation Skive (Skive kommunes store fælles erhvervsmiljø) blev tænkt, fortæller Margit Gade.
STEP1 er særlig kendt for at drive iværksættercafeen, som er det første sted man henvises til, når man vil starte virksomhed i Skive Kommune. Der er 12 iværksættercafeer om året og disse bliver mere og mere besøgte.
- Fra juni 2017 til december 2017 har vi allerede haft 28 flere iværksættere igennem i forhold til samme periode sidste år. I alt har 56 iværksættere deltaget på iværksættercafeerne i perioden mod 28 sidste år, fortæller Margit Gade.
Nuværende iværksættere på Landbo Limfjord, Resenvej 85, 7800 Skive kan fortsætte deres lejemål uændret, mens Step1 fra 1. marts henviser nye virksomheder til Østerbro 7, ligesom det også er adressen for de kommende iværksættercafeer, hvor iværksættere kan få råd og vejledning forbindelse med opstart af virksomhed.
Det har hos Landbo Limfjord været fantastiske rammer for Step1. Landbo Limfjord har taget udlejningsrisikoen og Step1 har været yderst tilfreds med samarbejdet. Det var visionært og modigt af de som startede det i oktober 2011, efter man i mange år havde arbejdet med tankerne.
Nu hvor der arbejdes på at samle SET i et innovationsmiljø i tilknytning til erhvervsfremmesystemet ses flytningen af Step1 som et skridt i den retning, fortæller Margit Gade, som har siddet med sin virksomhed af samme navn på adressen på Resenvej i 5 år.