Igen i år har Skive kommune og SET afholdt det traditionelle håndværkermøde, hvor kommunens erhvervsdrivende kunne komme og få en orientering om de projekter der vil blive udbudt til udførelse i det kommende år.
Også Skive Vand og Skive Fjernvarme var indbudt, så de også havde mulighed for at informere om deres planer for det kommende år. Som sædvanlig var der god opbakning til mødet fra håndværkere og entreprenører.
Borgmester Peder Chr. Kirkegaard bød velkommen og nævnte de kommende projekter, der forventes udbudt i 2019. Han fremhævede især projekterne omkring GreenLab, der allerede er godt i gang, men også BigBlue, hvor der de næste to år er et samlet anlægsbudget på ca. 40 millioner kroner – inklusiv bidrag fra diverse fonde. Ud over BigBlue er der et anlægsbudget for Skive Kommune på 50 millioner kroner.
Forskellige repræsentanter fra Teknisk Forvaltning gennemgik mange af de projekter, der kommer i udbud. Både af de større og mindre. Lige fra ny byggemodning i den grønne erhvervspark GreenLab Skive til mindre projekter som cykelstier og renovering af børnehaver og skoler.
Skive Fjernvarme, v/ Tage Meltofte, kunne fortælle om et nyt fjernvarmeværk på Holstebrovej.
Anlægsprojektet er klar til udbud og der afholdes prækvalifikation i marts. Værket forventes klar til drift i 2021. Skive Vand A/S var repræsenteret ved administrerende direktør Mogens Nielsen. Skive Vands anlægsbudget for 2019 er på 80 millioner kroner, hvoraf 61 millioner er afsat til kloak og 19 millioner til brugsvand. Af igangværende projekter blev Højslev og Viborgvej nævnt. De er udbudt sammen med Skive Kommune.
Dansk Byggeri var også repræsenteret på mødet, hvor Louise D.K. Jensen gennemgik ’Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed’ (AB18) i overskrifter. AB18 er en opdatering af AB92 men der er også kommet ca. 100 nye bestemmelser i AB18.
Skive Erhvervs- og Turistcenter (SET) ved Tanja Bonde havde fået lov til at afsluttet mødet. Hun fortalte, at der p.t. er 400 medlemmer, og at der altid er plads til flere. SET afholder mange kurser, som alle må deltage i. SET er flyttet i nye lokaler i de gamle elværksbygninger, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.
Efter denne afslutning bød Skive Kommune traditionen tro på stegt flæsk og persillesovs. Og der var rigeligt af det, så der blev sendt venlige tanker til køkkenpersonalet.