Dagpengereform skal lette sæsonarbejde

Foto: Landbrug & Fødevarer
ERHVERV:

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer roser dagpengekommissionens anbefalinger, der netop er blevet fremlagt.

Hos Landbrug & Fødevarer hæfter direktør Flemming Nør-Pedersen sig blandt andet ved, at dagpengekommissionen lægger op til at øge incitamentet for ledige, der vil i arbejde frem for at gå på dagpenge.

Arbejdsløshed er et stort problem, både for samfundet og for den enkelte, som er ramt af ledighed.  Dagpengesystemet er i dag indrettet på en måde, så nogle mennesker kan komme i klemme, selv om de har fundet et job. Det er uhensigtsmæssigt. Det skal altid kunne betale sig at arbejde frem for at gå ledig, siger direktør Flemming Nør Pedersen.

Dagpengekommissionen anbefaler blandt andet, at politikerne indfører en mere fleksibel genoptjening af retten til dagpenge. Dermed kan det blive mere attraktivt at tage kortvarige ansættelser og sæsonarbejde.

Det er positivt, at kommissionen foreslår en ændring, som vil betyde, at reglerne ikke står i vejen for ledige, der vil tage sæsonarbejde og korte ansættelser. I landbruget og på mange fødevarevirksomheder er der gode muligheder for at få kortere ansættelser, fx i højsæsonen. Men lige nu kan det give problemer med dagpengene, hvis man tager sådan et job. Det er en ærgerlig situation, når der samtidig er tusindvis af ledige, som gerne vil i arbejde, siger Flemming Nør Pedersen.

Landbrug & Fødevarer finder det også positivt, at kommissionen understreger, at dagpengemodtagere skal have mulighed for at påtage sig et job til en lavere løn i en periode, uden at det ændrer ved beregningen af dagpengesatsen. Som reglerne er i dag, risikerer de ledige at få sat deres dagpengeudbetaling ned, hvis de har taget et kortvarigt job til en lavere løn.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk