Virksomheden Cp Sourcing i Durup fik sidste år muligheden for at overtage alle rettigheder til produktet Clean-it, som er et rengøringssystem udviklet til tablets og smartphones.
- Clean-it er et produkt, vi selv har fremstillet for en kunde, begynder Per Veile, som ejer Cp Sourcing. - Men da kunden måtte opgive produktet, blev vi tilbudt at overtage både varelager og alle rettighederne, hvilket vi gjorde allerede sidste år.
Han forklarer videre, at Cp Sourcing derfor i dag både har et parti Clean-it stående i Kina, rettighederne til at producere flere og en specifik hjemmeside for dette produkt. Tanken var i første omgang at tilbyde produktet som firmagaver.
- I Kina kan vi meget billigt at få trykt virksomhedsnavn og logo på produktet, så virksomheder kan give en både praktisk og personlig gave til deres kunder eller medarbejdere.
Netop på grund af de lave trykomkostninger bliver produkterne stående i Kina, indtil de sælges. Per Veile leger i den forbindelse også med tanken om at sælge både varelageret og rettighederne videre.
- Clean-it er et produkt, som rigtig mange mennesker kan bruge i deres hverdag og derfor har produktet et stort potentiale. Men vores styrke ligger i at producere – vi er ikke eksperter i det salgsarbejde, der skal til for at indfri det potentiale, understreger han afslutningsvist..