Center Salling fortæller om sin succes

Foto: TR Consult
ERHVERV:

’Vækst i Durup’ inviterer lokale erhvervsfolk fra Sallings øvrige 4 lokale erhvervsnetværk til fælles netværksarrangement hos Center Salling. Her er indehaveren Marianne Filtenborg vært og hun vil fortælle om det, der sikkert for nogle lød som en vanvittig idé, som førte til, at hun købte en gammel bankbygning og 3 måneder senere åbnede et kontorhus og indkøbscenter midt i Durup.   

For iværksætter og selvstændig frisør Marianne Filtenborg opstod idéen til at åbne et center lige i hjertet af Salling, netop som blot en idé, en hurtig tanke. Idéen satte sig dog fast og lå og rumsterede i baghovedet, mens Marianne passede sin daglige drift af frisørsalonen Frk. Filtenborg i Durup.

Ved det kommende netværksarrangement kan lokale erhvervsfolk komme og høre hende fortælle om, hvordan hun kom fra idé til færdigt koncept på bare 3 måneder. Men også hvad der er sket efter den succesfulde åbningsreception, modtagelsen af en DANA Award for 'Årets Newcomer' og en sommer med masser af events, musik og shopping i Center Salling.

Center Salling er et alsidigt og fleksibelt handelscenter, hvor lokale butikker fra Salling og Mors har lejet sig ind i lokalerne for kortere eller længere perioder. Huset rummer desuden en række lejere, som har fast kontorplads i Center Salling. Senest tilkomne lejer er KlinikSalling ved akupunktør og zoneterapeut Mogens Vangsgaard.

Marianne Filtenborg er en ung iværksætter med et stort drive og hun sidder ikke stille ret længe ad gangen. Og idéer har hun masser af. Hun vil også fortælle om, hvor hun forventer, at hendes ambitioner bringer hende hen herefter, når hun løfter sløret for et nyt, kommende projekt.

Arrangementet finder sted som et aftenmøde d. 22. september kl. 19.00 til 20.30, hvor der vil blive serveret hjemmebrygget kaffe og kage i løbet af arrangementet.

Der vil desuden være mulighed for både at stille spørgsmål og netværke undervejs.

Arrangementet er i første omgang forbeholdt medlemmer af de 5 lokale erhvervsnetværk i Durup, Jebjerg, Roslev, Glyngøre og Balling, som kan deltage gratis. Men er der flere pladser, kan øvrige interesserede også deltage.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk