Brian Sørensen, manden bag Cult, skød 4 dages arbejdslejr i gang for 25 iværksættere. Han delte ikke sin succeshistorie, men derimod ud af sine fejltagelser - til inspiration og læring.
"Tænk ud af boksen" var Brian Sørensens første råd. Med det fortalte han, hvordan CULT havde overlevet fejlinvesteringer, erobret markedsandele og skabt sig et stort brand.
"Brian leverede et fantastisk foredrag. Jeg havde hørt meget om historien inden, men gang på gang overraskede han med ukendte sider af kendte sager man husker fra medierne. Det var en perfekt åbning til workcampen, da han har opnået stor offentlig bevågenhed ved at tænke anderledes og det er netop det som mange af deltagerne på workcampen arbejder med", siger Lise Korsgaard, koordinator i iværksætterhuset STEP1. Hun er primus motor for hele arrangementet.
Høj arbejdsmoral
Efter foredraget fortsatte 25 iværksættere i bedste LAN-Party-stil til langt ud på natten med at arbejde på deres projekter. Koncentreret sidder de ved hver deres computerskærme og knokler sig igennem To-Do listernes punkter, et for et.
- Det minder lidt om et LAN-party, men i stedet for at spille, så sidder folk og arbejder, siger Lise Korsgaard.
Der er ingen krav til, hvad man laver i workcampen. Hele konceptet er bygget op omkring deltagerne gerne vil have mulighed for at fokusere på deres webshop eller projekt.
En deltager arbejder intensivt på en webshop for en kunde med deadline på mandag. En anden bruger weekenden på at komme i bund med indbakken og hængepartier, som ikke kan indhentes i en travl hverdag, fortæller Lise Korsgaard. Hun tilføjer desuden, at deltagerne kommer fra hele landet.
Arbejdsweekender giver inspiration
For det hele ikke skal gå op i arbejde, er der arrangeret virksomhedsbesøg hos Cykelpartner.dk og Rito.dk - to succesfulde, lokale virksomheder. Medarbejdere fra begge firmaer er også at finde på workcampen.
Søren Sieg Jensen fra Cykelpartner fortæller til Skive-her:
”Det er super inspirerende og motiverende at deltage i en workcamp som denne, hvor man møder en masse mennesker, som brænder for deres projekter. Ind i mellem arbejdet bliver der også tid til netværk og snak på kryds og tværs og det giver nogle helt unikke relationer, som man ellers ikke ville få.
Jeg synes det er så fedt at vi kan trække folk fra Aalborg, Aarhus og København til Skive i en weekend bare for at komme her og arbejde. At folk kommer langvejs fra for at deltage, viser helt sikkert hvor stor værdi netværk har. I en weekend som denne har jeg mulighed for at fordybe mig i nogle af de ting jeg ikke når i hverdagen og få inspiration fra andre iværksættere der arbejder med nogle helt andre ting end en selv.”
- Det handler om at man kommer og arbejder med egne projekter og har ligesindede at sparre og netværke med, fortæller Lise Korsgaard.
Det er fjerde gang STEP1 holder arbejdsweekend og bestemt ikke sidste, hvis man spørger arrangøren.