Skive kommune oplyser: Ejendommen Frederiksgade 30 nedrives fra d. 3. august og frem til starten af september 2015, hvorefter stien anlægges.
Programmet for områdefornyelse i ”Den vestlige del af Skive Bykerne” er udarbejdet i samarbejde med en borgergruppe og omfatter delprojekter, der skal gennemføres i perioden 2013-2017 – herunder stiforbindelsen Grønnegade – Frederiksgade.
I de to bebyggelser – Grønnegården og Elmegården / Birkegården – er der mange ældre, der benytter aktivitetscentrene Ny Skivehus ved Odgårdsvej og Møllegården ved Reberbanen. Der er i dag ingen naturlig og direkte stiforbindelse som de ældre kan benytte til og mellem aktivitetscentrene.
Skive Kommune har nu købt ejendommen Frederiksgade 30, der skal nedrives og på grunden skal stiforbindelsen mellem Grønnegade og Frederiksgade / Aakjærskolen anlægges, hvorfra der er en eksisterende stiforbindelse til aktivitetscentret Møllegården.
Umiddelbart efter den 3. august 2015 nedrives ejendommen og arbejdet forventes afsluttet i begyndelsen af september måned. Når nedrivningen er gennemført vil Teknisk Forvaltning hurtigst muligt anlægge stien og tilslutningen af stien til Grønnegade. Smøgen mellem naboejendommene bliver anlagt som en ”grøn” forbindelse med en pergola mellem husene og over stien.
Ved Grønnegade anlægges en hævet flade med en flisebelægning, der skal give den bedst mulige trafiksikkerhed for de, der krydser arealet. Stiforbindelsen skal samtidig og blandt andet sikre, at eleverne fra Aakjærskolen får en mere sikker forbindelse mellem skolen og idrætspladsen ved Jeppe Aakjærsvej.
Derfor har Bomiva - der ejer Grønnegården - og Teknisk Forvaltning aftalt, at eleverne kan benytte Grønnegårdens interne vej mellem bebyggelsen og Frederiksgade som skolevej for gående og cyklister.