Mød Holger Lundgaard fra Fur i CaféMødestedet

BYEN:

Holger Lundgaard fortæller sjove og finurlige historier fra Fur i Café Mødestedet på Skive Bibliotek fredag formiddag den 1. april kl. 10.30.

Holger Lundgaard er en central person på Fur. Han har i mange år været turistguide på turbusser, der hvert år gæster Fur, og han er kendt for sin humor viden om. Holger vil fortælle morsomme oplevelse fra snart 29 års ansættelse i den danske folkekirke. Først 15 år som graver på Fur. Sidst 14 år som kirkesanger, i forskellige kirker på Fur og i Salling. Så det er sten sikket, at der vil komme fut i fællessangen når Jytte Bjerregaard sætter sig ved bibliotekets nye klaver den 1. april.

Holger Lundgaard har mange spændende historier at fortælle, men især vil han dvæle ved dem, der knytter sig til da Indre Mission dominerede Fur.
Missionen blev etableret i 1894 og i 1908 kom Missionen til at dominere øens sogneråd. Dette betød faktisk at man i perioden fra 1908 og helt frem til 1970 faktisk ikke kunne købe øl og spiritus på Fur. Dette blev selvfølgelig omgået på forskellig vis samtidig med at dobbeltmoralen trivedes.

Det er bl.a. i forbindelse med denne vækkelsesbølge og forbudsperiode at mange af Holgers historier har sit udspring. Her er et eksempel på dobbeltmoralen som Holger vil fortælle: ”Et par fiskere var ude at fiske i deres lille båd, da det blev et voldsomt uvejr. De var tæt på at forlise. Den ene af fiskerne var blevet "omvendt" Han bad: Kære vor herre og alle hans apostle. Hjælp os i land. Hvis du hjælper os i land, vil jeg købe to store vokslys, og sætte ind i Fur kirke, når vi er kommet ind. Den anden hånede ham. Å din sølle stymper, du ejer ikke så mange kroner, at du kan købe en gryde til at koge dine kartofler i. Hvordan vil du skaffe penge til to store lys, når vi er kommet ind. Men den første hyssede på ham. Hyss, lad os nu snak val med æ mand. Så ka vi altid se når vi er kommet ind”. Men man skal heller ikke glemme, at det var udbredt druk, hasard spil, slagsmål og mange drukneulykker, der lagde grunden til vækkelsen på Fur, i slutningen af 1890erne.

Holger vil fortælle om præsten der i 1956 skrev i avisen, at det stod skidt til med sæderne på Fur. Han mente dog, at der fandtes enkelte sæt spillekort på øen. Og at der snart ikke fandtes en eneste ubesmittet pige på øen. Til slut vil han læse nogle digte skrevet af en kvinde på Fur, og det vil ske på Fursk.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk