Cyklister sikres med cykelstier langs Viborgvej
Skive Kommune etablerer cykelsti i begge sider af Viborgvej fra Freja Transport & Logistics i Skive til Fjordvænget i Dommerby.
Cykelstien bliver 1,7 meter bred med en skillerabat på 1,5 meter mellem kørebane og sti.
Herudover etableres der belysning langs begge vejsider med 3 meter høje master.
På Viborgvej fra Statoil til Y-krydset hvor Ny Viborgvej og Viborgvej deles, vil der blive etableret belysning på den nordlige side af Viborgvej med 6 meter høje master.
Etablering af belysning fra Statoil til Y-krydset er allerede i gang og forventes færdigt inden udgangen af 2015.
Cykelstierne anlægges af Skive Anlæg og Entreprenør i starten af det nye år og forventes at være færdig inden sommeren 2016.
Projektet finansieres med 40 % støtte fra Vejdirektoratets pulje til fremme af cykling.