Bokseklubben Limfjord havde i weekenden tre boksere med til Esbjerg til DM. Alle blev vejet ind, lægetjekket og godkendt.
Lodtrækningen i weltervægt gav Mads Bejder Christensen en kendt modstander, idet det blev Ibrahim Dogan fra Struer AB. De to har sparret en del sammen her på det sidste, og det viste sig tydeligt i kampen. Mads fik et godt overtag, og kunne køre en velfortjent pointsejr hjem med dommerstemmerne 5-0.
I semifinalen skulle Mads bokse mod Tor Nordal fra CIK, der i den indledende runde havde slået Torben Prüsse fra Vejle AK. Det blev en meget lige og velbokset semifinale, hvor der med BKL-briller syntes at den skulle gå som en sejr til Mads.
Det blev dog Tor, der trak det længste strå og kom i finalen, som han senere vandt sikkert over Sune Krogh. Desuden blev Tor kåret som DM’s bedste tekniker, hvilket sætter Mads’ indsats meget positivt. Men rigtig flot indsats af Mads i sin første sæson som senior.
Magnus Birk Overgaard kom i en hård prøve i sin første DM-finale mod Rasmus Christensen fra BK Tårnet, Vordingborg. En rigtig hård 1. omgang tog noget af pusten fra Magnus allerede inden 2. omgang startede, selvom Magnus scorede rigtigt flot gennem hele omgangen. En meget lige omgang.
Efter 1 minut af 2. omgang valgte kampleder Claus Bedeman fornuftigt at stoppe kampen på Tko, og en pointsejr på 3-0 til Rasmus Christensen og dermed en sølvmedalje til Magnus.
Sidste finale for BKL-bokserne stod i sværvægt mellem Mathias Nissen Hansen fra Felsted og Thorbjørn Boudigaard. I et højt tempo og med rigtig mange slagudvekslinger, gik Thorbjørn ind i kampen med en større vilje en nogensinde før i en kamp. Det kunne dog ikke forhindre Mathias i at vinde en meget lige kamp med dommerstemmerne 3-0.
Men en helt godkendt indsats af Thorbjørn. Trænere og ledere fra Felsted havde stor ros til Thorbjørns store fremskridt som bokser.