Christian Christensen fra BKL motion udtaler:
Vestjysk Box Cup blev en sportslig succes for BK Limfjord. Ikke mindre end 3 guldmedaljer og en medalje af sølv blev det til, for de 5 boksere der var med i turneringen.
Her er resultaterne i rækkefølgen i vægtklasserne for GKL bokserne:
Magnus Birk Overgaard gik direkte i finalen mod Jamal Khomsi fra Valby IK. En rigtig fightertype der ville meget mere end bokse, nærmest bryder. Jamal fik mange henstillinger, men det udmøntede sig mærkeligt nok ikke i advarsler, hvilket undrede mange. Magnus fik sig tilkæmpet en pointsejr og en guldmedalje.
Næste BKL bokser med masser af succes var Mads Bejder Christensen, der havde to hårde kampe i turneringen, før guldet var hjemme. Baran Akbuga fra Team Baden Wurttemberg var første modstander. Mads boksede nok den bedste kamp i hans tid som bokser, stilren og med et fantastisk overblik, der gav en sikker pointsejr til startbogen. Finalen blev mod en tidligere KEBK’er, som Mads også selv er, nemlig Morten Andersen fra Vejen. Det blev igen en superhård og velbokset kamp. Mads blev truffet hårdt i første omgang og var til tælling, men red stormen af og scorede sig til en flot guldmedalje. Igen en toppræstation af Mads.
Sebastian gade Kristensen boksede ved HBC sin 2. og 3. kamp. Første kamp mod Peter Mølgaard fra Viborg AK. Det blev en låst og anspændt kamp for Sebastian, men nok til at kunne få en pointsejr med sig på vej mod finalen. Denne skulle kæmpes mod Oleg Moskiissky fra BK Nordsalling. Her boksede Sebastian meget mere frit, men kunne efter tre gulvture for dybe stød ikke forhindre at det blev til en sejr til Nordsallingbokseren.
Ditlev Rossing var i semifinalen i sværvægt mod Armintas Dluckys fra Grimstad BK i Norge, en bokser som Ditlev slog ved sidste Viking Box Cup i januar. Denne gang var det nordmanden der trak det længste strå, mod en Ditlev der slet ikke kom i gang med den boksning, der gav ham guldet ved Hancock Box Cup, og som vi ved at han evner. Det psykiske overskud var ikke tilstede, hvilket kostede en sejr i starbogen. Men Ditlev kommer igen. Han har en lang boksekarriere foran sig. Det ved vi at han formår.
Sidste guldmedalje til BKL blev vundet af Thorbjørn Boudigaard, der i finalen mødte en tysker, Julian Hacketal fra Boxkino Leinefelde. Så kom Thorbjørn igen på vindersporet, med en sikker og rigtig flot indsats, vandt han overlegent på point over tyskeren. Træningen med mere punch i alle stød de sidste to uger gav pote denne gang for den unge sværvægter. Spændende ung bokser.
Så nu venter vi bare på hvad der skal ske i de kommende to uger med de stævner der kommer.