Juleaftensløb på Skive Trav blev en succes

Trav:

Skive Trav stillede spørgsmålet: Hvordan mon det går? Inden dagens juleløb på Skive Trav, og svaret blev: Det gik sådan set rigtigt godt, da der var flot med mennesker på banen, og samtidigt blev omsætningsrekorden slået med marginal, da omsætningen beløb sig til flotte 4.559.097 kr.

”Årets Hest” og trænerchampionatet fandt også sine vindere.

Kampen om ”Årets Hest” på Skive Trav blev dog aldrig rigtigt en kamp, da Byebyeandover var uden chance for at vinde sit løb efter en hård rejse. Marc Bæk Nielsens Gentleman kunne dermed tage titlen, og han blev i øvrigt slettet fra sit løb pga. halthed.

Ingen af trænerne i kampen om trænerchampionatet kunne vinde løb. Tættest på var Birger Jørgensen med to andenpladser, så Morten Friis kunne ånde lettet op efter dagens løb og konstatere, at han blev trænerchampion for tredje gang i sin karriere.

To kuske dobbeltsejrede
”Det var den bedste julegave jeg kunne få”, var ordene fra Jeppe Juel efter den smukke sejr med Victory Hellebjerg, som var tilbage i løbene igen efter en lang pause. Victory Hellebjerg (Juliano Star) har altid været en kanonhest, og nu viste han, at han er stærkt på vej til at vise sin skyhøje kapacitet, hvis man skal tage dagens præstation som en målestok for den videre fremfærd. Victory Hellebjerg skød til spids ind i første sving og siden var der kun en hest på banen. Jeppe Juel vandt også med Stald Rita og Morten Juuls Chief One (Cantab Hall), som Jeppe Juel kørte et perfekt løb med. Brave Challenger forsvarede indersporet til spids, og Chief One fandt en lun ryg bag denne, og via open stretch skød Chief One frem til en overlegen sejr. Max Vacation sluttede flot af til andenpladsen og vinder snart løb.

Henrik Lønborg har fornylig overtaget træningen af Bullet Knas (From Above), og hesten fik en perfekt debut i sit nye regi. Vigan H S havde spids og fik Bullet Knas op udvendigt. Chap A P angreb flot på sidste langside, men Bullet Knas fik svaret op, og han kunne også afvise et sidste øjebliks angreb fra favoritten Cool Shadow. Henrik Lønborg vandt også årets sidste løb, en sejr kom efter vågen styring af Århus-træneren. A Delicious One (Make It Happen) var placeret nede i feltet, men blev sendt til spids ud på sidste omgang, og siden vandt den fine hest en let sejr før Hobard.

De øvrige vindere
Flemming Jensen sørgede for, at V64-spillet fik en betryggende indledning for de fleste, da han vandt en ”spids og slut-sejr” med Quintessense (Varenne), som var løbets favorit. Efter kamp med Takeabove om føringen, blev tempoet dæmpet til 1.16/1000m, og selvom Aros Line gjorde sit bedste i den hurtige afslutning, holdte Quintessense sig det nødvendige foran.

Trods to sejre i træk havde spillerne ikke den store bevågenhed på Harley Boko (From Above), som Johnny Jørgensen placerede i dødens på Cuba N, som var favorit. Cuba N havde dog ofret mange af sine kræfter på at komme til spids, og i opløbet var Harley Boko bare bedst, og Henrik Lund kunne notere sig sin første sejr som amatørtræner.

Begynderløbet fik en overraskende vinder i Allan Svane Elkjærs Catchmydiamond (Double Player), som viste en mægtig præstation. Favoritten Don´t Touch havde spids og fik Catchmydiamond frem udvendigt. Ind mod sidste sving blev tempoet sat op af Catchmydiamond, som bare var stærkest til slut. Catchmydiamond bliver afgjort interessant at følge udviklingen på.

Cmynewlollipop (Double Player) behøvede absolut ikke noget løbsheld for at vinde sin karrieres første sejr. Hans Ulrik Kristensens hest blev kørt til sejr af Jeppe Rask, som placerede sin hest udvendigt på førende Wannabe Ingemann, som holdte et højt tempo undervejs, den lidt seje bane taget i betragtning. Men Cmynewlollipop gled bare væk i opløbet til en let sejr, der lover godt for fremtiden. Dermed var dagens anden sejr til Hans Ulrik Kristensens avlshingst Double Player en realitet.

Formløbet gav en flot sejr til Pia Langes Vicki Løgstrup (Nero Toft), som har fundet et nyt gear efter at Martin Andreassen har overtaget linerne. I spids fik Poeten Blåbjerg lov til at styre tempoet, men Vicki Løgstrups angreb fra andet par udvendig var stærkt, og hun vandt let.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk