Skive Kommune ligger nr. 1, når det gælder forebyggelse af indlæggelser af borgere, der modtager hjemmepleje. Det viser en rapport som Økonomi- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed netop har offentliggjort.
I Skive Kommune er der stor fokus på det tætte samarbejde mellem sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere og -assistenter i hjemmeplejen. De sidder sammen om morgenen, og det betyder at de kan sparre omkring små ændringer i borgernes tilstand og derved tage hånd om begyndende sygdom inden det når at udvikle sig. Det er én af forklaringerne på hvorfor Skive Kommune klarer sig bedst i denne analyse.
Om analysen
Analysen fokuserer på hvor gode kommunerne er til at forhindre forebyggelige indlæggelser blandt hjemmeplejemodtagere. For at sikre mere sammenlignelige tal tages der i analysen højde for, at kommunerne har forskellige rammevilkår.
Udover talanalysen er der i rapporten også et kapitel om konkrete tiltag, der kan fungere som inspiration i arbejdet med at reducere antallet af forebyggelige indlæggelser. Tiltagene er hentet i fem af de kommuner, der klarer sig bedst i benchmarkinganalysen, og er derfor tiltag, der allerede er praksis i disse kommuner.