Fast tilknyttede læger på alle plejecentre i Skive Kommune

Foto: Skive Kommune
Sundhed og velvære:

De praktiserende læger og Skive Kommune har indgået aftaler, som sikrer, at alle plejecentre har en fast tilknyttet læge.

Det betyder, at den praktiserende læge kan samarbejde endnu tættere med plejepersonalet. Og samtidig har plejehjemsbeboerne mulighed for at skifte læge til plejehjemslægen.

Ordningen startede på enkelte plejecentre sidste år og omfatter nu alle 18 plejecentre i Skive Kommune.

Formand for Udvalget for Ældre, Preben Andersen, er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få alle plejecentre med: "Jeg er som formand for Ældreudvalget utrolig glad for, at vores forvaltning og de praktiserende læger nu er kommet i mål med en aftale på alle plejecentre. Så alle vores plejehjemsbeboere kan få det samme gode tilbud. Jeg er sikker på, at et tættere samarbejde vil komme både plejepersonalet og borgerne til gavn. De praktiserende læger har været indstillet på at finde en løsning, og jeg synes vi kan være stolte af, at det er lykkedes.
Flere og flere sundhedsopgaver løses i det nære – der hvor borgerne lever og bor. Så der er brug for et tættere samarbejde mellem vores ældrepleje og de praktiserende læger. Det har vi vist, at vi kan løse sammen."

Formanden for de praktiserende lægers organisation i Skive, Charlotte Eithz, håber, at de ældre vil tage godt imod ordningen: "Som praktiserende læge i Skive Kommune har vi ofte patienter på 5-10 forskellige plejecentre. Erfaringer andre steder i landet har vist, at samarbejdet mellem læge og plejepersonale kan optimeres, hvis der er et tættere samarbejde mellem en fast læge og det enkelte plejecenter. Forhåbningen er, at de ældre vil tage godt imod det nye tiltag, og kan se fordelene ved, at den læge de konsulterer har en tæt tilknytning til deres plejehjem. Det glæder vi os til at komme i gang med at afprøve."

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk