Opbakning til Skivemødet

Skivemødet:

D. 17., 18. og 19. maj afholder Branding Skiveegnen for første gang Skivemødet – et Danmark i balance.

Med en hel stribe af små og større events vil der være noget for enhver smag, og borgmester Peder Christian Kirkegaard håber, at mange på Skiveegnen kommer og deltager aktivt i begivenhederne.

- Det står en flok frivillige erhvervsfolk bag Skivemødet, de fortjener, at vi alle bakker dem op. De arbejder på at sætte Skiveegnen på kortet som et sted, der tager ansvar for udviklingen af hele Danmark. De viser, at det gode liv leves udenfor de store byer, dermed bidrager de på fornemmeste vis til brandingen af vores kommune, siger Peder Christian Kirkegaard. 

Arrangementer flere steder
Skivemødet åbner den 17. maj med blandt andet fællessang på Posthustorvet, og herefter fortsætter festlighederne de kommende to dage med blandt andet ’samtaler i den lyserøde sofa’ på Posthustorvet, maritime aktiviteter for hele familien ved Åben Havn, koncert og historiske oplevelser på Spøttrup Borg og samtaler med landets toneangivende folketingspolitikere og inspirerende kulturpersonligheder. 

Hvad angår sidstnævnte, så ser borgmesteren gode muligheder for også at få samtalen ført hen på nogle af de udviklingsdagsordener, som Skive vil have de nationale beslutningstagere til at tage ansvar for.

- Vi gør jo selv rigtig meget, og vi skaber også mange positive resultater, synes vi. Vi har fået vendt udviklingen og har fået sat gang i væksten her lokalt, både hvad angår befolkningstal og antal arbejdspladser. Men der er heller ingen tvivl om, at skal vi nå en bedre balance, så skal der fra centralt hold også skrues på nogle knapper, siger borgmesteren. 

Infrastruktur og erhvervsuddannelse
Han ser blandt andet infrastruktur og en styrkelse af eksempelvis erhvervsuddannelserne som emner, der kan være relevante at sætte på dagsordenen på Jenle.

- Vi kommer jo ikke uden om, at infrastruktur gør en forskel for udviklingen af et område, og vi har brug for en udvidelse af rute 34 og A 26 med en 2+1 løsning, så vores mange produktions-virksomheder får en bedre forbindelse til motorvejen. Desuden er det relevant at tale om at udvikle og udvide vores erhvervsuddannelser, så vi kan matche vores virksomheders behov for rekrutteringen i fremtiden, siger Peder Christian Kirkegaard. 

OM SKIVEMØDET
Skivemødet handler om at sikre et Danmark i balance, blandt andet ved at sætte fokus på alle de positive sider ved livet uden for storbyerne. 

Under Skivemødet kan du opleve spændende og tankevækkende samtaler med toneangivende politikere og kulturpersonligheder, deltage i hyggelige aktiviteter for hele familien og møde Skiveegnens blomstrende kultur- og erhvervsliv. 

Skivemødet er skabt af Branding Skiveegnen med støtte fra Sparnord Fonden og Skive Kommune. Læs mere om Skivemødet og se programmet på Skivemødet.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk