Tværkommunal komité går til kamp for endnu flere statskroner til Rute 26/34

Her ses fra venstre: Kim Niemann, teamleder erhverv & udvikling, Skive Kommune, borgmester Peder Chr. Kirkegaard, Skive Kommune, erhvervsdirektør Per Søndergaard, Morsø Erhvervsråd, borgmester Ulla Vestergaard, Thisted Kommune, salgschef Karsten Mæng
Foto: Morsø Erhvervsråd
Her ses fra venstre: Kim Niemann, teamleder erhverv & udvikling, Skive Kommune, borgmester Peder Chr. Kirkegaard, Skive Kommune, erhvervsdirektør Per Søndergaard, Morsø Erhvervsråd, borgmester Ulla Vestergaard, Thisted Kommune, salgschef Karsten Mæng
NYHEDER:

Komitéen for udbygning af Rute 26/34 vil påvirke de politiske forhandlinger om udspillet til statens investeringer i infrastruktur og går målrettet efter en pulje på 5,7 mia. kr.

Komitéen for udbygning af Rute 26/34 fra Hanstholm til Herning holdt onsdag sit stiftende møde og kunne her gøre status over de foreløbige resultater af den indsats, Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner har gjort for at få del i de kommende 10 års statslige investeringer i infrastruktur.

Der er tilfredshed med det tilsagn om 609 mio. kr. til udvidelse af Rute 34 fra Skive til Haderup, som er givet i regeringens og Dansk Folkepartis udspil til investeringsplan. Men for komitéen er udspillet kun et signal til, at den politiske indsats for at få del i endnu flere statslige investeringer skal intensiveres.

Det er især udspillets pulje på 5,7 mia. kr. til forbedring af det eksisterende vejnet, der har komitéens opmærksomhed. Men der lægges også vægt på, at udspillet generelt skal ses som et oplæg til de politiske forhandlinger, der først kommer til at forløbe på den anden side af et folketingsvalg. Intet er afgjort, før lovarbejdet om statens trafikinvesteringer frem til 2030 engang er afsluttet. Indtil da vil komitéen – med opbakning fra det lokale erhvervsliv – gøre hvad den kan for at tiltrække endnu flere investeringer til Rute 26/34.

300 mio. ekstra i spil
”Vi skal bakke kommunerne op i det politiske spil, som nu er sat i gang, og der er masser at kæmpe for. Så sent som i går så vi jo, at der blev skåret 300 mio. kr. af den påtænkte omfartsvej ved Mariager. Dem kan regeringen og Dansk Folkeparti passende øremærke til udvidelse af Rute 26 fra Skive og hen over Mors”, siger direktør Klaus Hansen, Tømmergaarden XL-Byg i Nykøbing.  Han er netop indtrådt i komitéen som én af erhvervslivet repræsentanter.

Komitéen for udbygning af Rute 26/34  er etableret af de 4 samarbejdende kommuner for at inddrage kommunernes erhvervsvirksomheder i den politiske indsats for en opgradering af strækningen fra Hanstholm til Herning.

Komitéen er organiseret med et formandskab bestående af borgmestrene Ulla Vestergaard, Thisted Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Peder Chr. Kirkegaard, Skive Kommuner samt 1. viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen fra Herning Kommune. Bestyrelsen kommer til at bestå af de 4 borgmestre, erhvervsdirektørerne fra de 4 erhvervsråd samt en erhvervsleder fra hver af de involverede kommuner:

  • Thisted Kommune: Direktør Bo Petersen, Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik
  • Morsø Kommune: Direktør Klaus Hansen, Tømmergaarden XL-Byg
  • Skive Kommune: Adm. direktør Poul Pedersen, Thise Mejeri
  • Herning Kommune: Salgschef Karsten Mæng, Danske Fragtmænd

Alle virksomheder i de 4 kommuner inviteres ind som støtte for komitéen, og erhvervslivet vil blive nærmere informeret om planerne for komitéens arbejde.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk