Sundhedspleje i verdensklasse

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Som den første sundhedspleje i verden er afdelingen i Skive Kommune blevet certificeret Marte Meo-institution. Marte Meo betyder ’ved egen kraft’ og er en videobaseret metode, der bygger på principperne for udviklingsstøttende kommunikation. Det har sundhedsplejen i Skive for længst taget til sig – og med stor succes. Det fik de i torsdags papir på, da de modtog den formelle certificering som anerkendelse for det gode arbejde. Og blev dermed verdens første Marte Meo-certificerede kommunale sundhedspleje.

Der var flag og rundstykker på bordet mandag formiddag hos Sundhedsplejen i Skive Kommune. Ved siden af står et diplom og en keramikskulptur, der fulgte med som gave. Diplomet er beviset på, at afdelingen nu er den første sundhedspleje i verden, der er blevet Marte Meo-certificeret. De har i årevis arbejdet med metoden, hvor de bruger videooptagelser til at understøtte den gode kommunikation mellem forældre og deres børn. Og i august undersøgte lederen af sundhedsplejen, Lone Thorulf Tanderup, hvad kriterierne var for at få certificeringen. Da viste det sig, at de opfyldte alle krav undtagen ét. Og det handlede om adgang til supervision af certificerede Marte Meo-terapeuter. Den fik de hurtigt stablet på benene, sendte ansøgningen af sted og modtog i torsdags det flotte certifikat. Som den første kommunale sundhedspleje i verden.

- Det er vi meget stolte af. For det er en metode, vi har benyttet os af her i Skive, siden jeg kom hertil i 2007. Og den virker bare og er med til at styrke forældrene og bekræfte dem i, at de gør noget godt, siger hun.

Første certificerede sundhedspleje i verden
Det er Marte Meo Foreningen i Danmark, der har stået for certificeringen. De er i tæt kontakt med hovedkontoret i Holland, hvor Maria Aarts, der har udviklet metoden, sidder og koordinerer alle Marte Meo-aktiviteter på verdensplan. Alle certificeringer går igennem hende – derfor kan Marte Meo i Danmark med sikkerhed sige, at der ikke er en kommunal sundhedspleje noget andet sted i verden, der har opnået en certificering som her i Skive.

- Det er en metodepraksis, der er blevet mere og mere udbredt igennem de sidste 30 år. Og os, der arbejder med den, mærker jo hver dag, hvor godt den virker. Der er lige nu seks sundhedsplejersker her i kommunen, der er certificerede brugere af Marte Meo-metoden. Den syvende får sin certificering i næste uge. Og jeg kender også til eksempler, hvor den er blevet anvendt med stor succes i ældreplejen – hvor demente har fået en del af deres sprog tilbage. Det er meget rørende at opleve, siger Lone Thorulf Tanderup.

De gyldne øjeblikke
- Og når vi arbejder med metoden hos familierne, er vi altid meget konkrete. ’Keep it simple’ plejer vi at sige. Hvis nu for eksempel barnet ikke vil sove, prøver forældrene måske alt muligt. En tår vand, en sang, en anden bamse og frem og tilbage. Hvis de filmer sådan en situation, spotter vi lynhurtigt, hvor det er, der er noget, der går godt. For det er der altid. I Marte Meo taler man om ’de gyldne øjeblikke Og det er så det, forældrene skal lære at gøre mere af. For det er altid dem, der har ansvaret for kommunikationen med deres børn. Det er forældrene, der ’har den.’ Og så vejleder vi dem ud fra de videoklip, de selv har lavet.’

’Der skal som regel ikke mere end få film til at rette op på det, der kan virke uoverskueligt eller i hvert fald udfordrende. Det er også med til at lære forældrene, at der er mange måder at gøre det rigtige på. Der er jo mange forældre, der gerne vil vide, om man må gøre det ene eller det andet. Der plejer jeg at sige: ’Der er jo ikke lovgivet på området’ med et glimt i øjet. For det handler om, at forældrene lærer at stole på sig selv i forældrerollen.’

Et forbilledligt stykke arbejde
Det er en indsats, som direktøren i Kultur- og Familieforvaltningen i Skive Kommune, Jan Lund-Andersen, er meget stolt af.

- Vi er så heldige at have et fantastisk personale i sundhedsplejen, der ikke bare gør, det de skal. De har i årevis arbejdet med Marte Meo og kan altid se muligheder for forældre, der har brug for hjælp. Det er med til at skabe en helt anden tryghed i forældrerollen, og det er en stor glæde for både forældre og børn. Det er et forbilledligt stykke arbejde, de hver eneste dag leverer. Det er der faktisk ingen andre i hele verden, der har gjort på samme måde før os. Det kan vi vist godt tillade os at være stolte af.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk Oprettet af: Skive-her.dk, mail@skive-her.dk


Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Følg Skive-Her på Facebook

Vis flere
Mest læste nyheder de sidste 24 timer:
10. december 2019, 13:00
Forventes at ankomme til Skive Havn, sejlende under antiguansk flag, onsdag eftermiddag den 11. december ca. kl. 14:00.
10. december 2019, 11:00
Fredag den 13. december kl. 16.00 - 22.00 inviterer Tambohus Ungdomsskole, store som små, til skøjtedisko på Skive Skøjtebane.
10. december 2019, 11:00
Næstildvej spærret mellem Oddense og Kåstrup.
10. december 2019, 09:00
For at Borgerservice & Ydelse kan blive ved med at yde en god service til dig som borger, skal de til møde.

Find virksomhed
Søg her
Dynamic-it
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring