Regional kultur- og landdistriktskonference til september

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

Regionsrådet i Region Midtjylland har bevilget 400.000 kr. til Skive Kommune til en regional kultur- og landdistriktskonference "Liv og landskab – fællesskab, bæredygtighed og kultur i landdistrikter".

Konferencen skal give et bud på, hvordan kommuner kan gå nye veje i bestræbelserne på at gøre lokalsamfund og udnyttelse af lokale ressourcer mere bæredygtige. Der knytter sig flere udfordringer til livet på landet og ved at tage udgangspunkt i forskellige former for viden og erfaringer fra lokale borgere, fageksperter og kunsterne, håber arrangørerne på at kunne skabe nye indsigter og et stærkere grundlag for forandring. Kort sagt: Hvordan skaber vi sammen den bæredygtige forandring uden for byerne?

- Vi glæder os til at søsætte konferencen "Liv og landskab – fællesskab, bæredygtighed og kultur i landdistrikter" sammen med Region Midtjylland. Vi har begge fokus på behovet for at understøtte muligheden for det gode liv på landet. Og vi ved fra de tidligere konferencer Rural Forum og Nyland Forum, at kunst og kultur kan noget specielt. Kunst kan give nye indsigter i og bygge bro mellem forskellige typer viden og erfaringer. Med dette initiativ vil vi skabe en anderledes konference, hvor der ikke kun bliver delt viden, men hvor der også bliver skabt bevægelse, så deltagerne efterfølgende tager hinanden i hånden og sætter nye ting i værk, siger Anders Storgaard Rask, der er kommunikations-, udviklings- og erhvervschef i Skive Kommune.

Konferencen kombinerer Skive Kommunes mangeårige prioritering af landdistriktsområdet og det store fokus på bæredygtighed og grøn energi med Region Midtjyllands store indsats på kulturområdet og fokus på at understøtte bæredygtig udvikling i regionen. Både Region Midtjylland og Skive Kommune har FN’s Verdensmål som et strategisk indsatsområde og konferencen er derfor en oplagt mulighed til at komme med bud på, hvordan det giver mening lokalt at arbejde med verdensmålene i lokalsamfund på landet.

Konferencen til efteråret bygger videre på erfaringerne fra to tidligere konferencer afholdt i Skive arrangeret af Foreningen Rural Forum Network, Denmark. Konferencen holdes over to dage i september 2019, og ambitionen er et program, der bugner af inspiration og gode eksempler.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk