Kampagne: Skod er skrald

NYHEDER:

Hvordan kommer man af med cigaretskoddet uden at smide det i naturen eller på gaden? Det er temaet i en kampagne, som Miljøstyrelsen i denne tid står bag for at undgå mikroplastik i naturen.

Gode råd – ikke kritik Cigaretskod indeholder mikroplastik, som tager meget lang tid at nedbryde. Smider man et cigaretskod, kan vind og vejr hurtigt føre det til et vandløb og videre ud i havet.

Med kampagnen forsøger Miljøstyrelsen at ramme rygerne med gode råd i nogle helt konkrete situationer. Der er ingen løftede pegefingre, kun hjælp til at gøre det rigtige, når rygeren skal af med sit skod.

Kampagnens vigtigste element er en lille oplysningsfilm med skuespiller Peter Mygind i hovedrollen. Han kommer forbi nogle rygere i fire situationer, hvor han giver dem gode råd til at komme af med cigaretskoddet.

Find den nærmeste skraldespand I byen er det nemmeste råd at lede efter en skraldespand. Der er næsten altid en i nærheden. Det gælder også på tog- og busstationer, hvor folk ofte skodder en cigaret i hast, når toget eller bussen kommer. 

Ude i naturen, hvor der er langt mellem skraldespandene, må rygerne enten bruge et lommeaskebæger eller lægge skoddet tilbage i pakken og smide det i en skraldespand senere.

Kampagnens hovedbudskab er Skod er skrald. 

- Vi tror ikke, at folk smider cigaretskod i naturen eller på gaden for at forurene. Måske er de ikke klar over, at cigaretskod er lavet af små stykker plastik, som er skadelige for vores miljø. Vi arbejder for et skodfrit Danmark, siger funktionsleder Nanna Dreyer Nørholm fra Miljøstyrelsen.

Kommuner bakker op Den lille film med gode råd til rygerne er delt på sociale medier. En række kommuner og organisationer bakker op om initiativet og gør opmærksom på kampagnen via deres egen hjemmeside og sociale medier.

- Cigaretskod i naturen og på gaden irriterer mange borgere, og det koster kommunerne penge at holde byen ren, så enhver indsats, der kan øge opmærksomheden om problemet, er kommunerne med i, siger Jacob Bjerregaard.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør

mail@skive-her.dk


Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk