Fra gammelt plast til grøn diesel – Ny fabrik i Skive graver nu

Foto: Mette Johnsen
NYHEDER:

Virksomheden Quantafuel med hovedsæde i Norge har sat gravemaskinerne i gang. Torsdag den 19. april satte Quantafuel gang i byggeriet af deres første fuldskala fabrik til omdannelse af affaldsplast til syntetisk brændstof i GreenLab Skive i Kåstrup nord for Skive.

Rasmus Hvid Kærsgaard er ny direktør for Quantafuel Skive og ansvarlig for byggeriet. Han fortæller, at ”Byggeriet bliver det første anlæg i Europa og vil blive Quantafuels referenceanlæg. Anlægget har en banebrydende pyrolyseteknik, som gør det muligt at omdanne 1 tons affaldsplast til omkring 800 liter syntetisk brændstof.” Samtidig har Quantafuel lavet en langvarig aftale med det verdensomspændende firma Vitol, som vil aftage det syntetiske brændstof til opblanding i diesel og benzin.

Produktionen af syntetisk brændstof fra affaldsplast er en mere grøn produktionsform end normal dieselproduktion, og anlægget i GreenLab Skive vil kunne reducere CO2-udledningen med op til 66% i produktionsleddet ift. en traditionel dieselproduktion. Ligeledes er der en miljøfordel ved at bruge affaldsplast, som ellers skulle til forbrænding.

”Vi er utrolig glade for placeringen i GreenLab Skive, hvor vi får gavn af de forskellige overskudsstrømme i området, ligesom vores overskudsressourcer kan blive anvendt af andre virksomheder. Det betyder meget for os, da vi arbejder meget målrettet med den grønne omstilling”, siger Rasmus Hvid Kærsgaard fra Quantafuel Skive.

Det er entreprenørfirmaet Ginnerup A/S, som har totalentreprisen og står for opførelsen af byggeriet. Byggeriet forventes færdigt i efteråret 2018. Efterfølgende kommer der en test- og indkøringsfase, inden produktionen går i gang.

I GreenLab Skive er Administrerende direktør for Energifonden Skive, Steen Harding Hintze, glad for at byggeriet nu går i gang: “Vi har set frem til denne dag og glæder os til, at fabrikken står færdig. Quantafuel er endnu et eksempel på en virksomhed, som har fundet det attraktivt at etablere sig i GreenLab Skive - ikke mindst på baggrund af den industrisymbiose GreenLab Skive tilbyder virksomheder.”

Fakta om Quantafuel
Quantafuel har udviklet en teknologi til at omdanne plastaffald til syntetisk brændstof. Den kommende fabrik i GreenLab Skive vil kunne bearbejde 60 tons affaldsplast om dagen, hvilket på årsbasis vil give15 mio. liter højkvalitetsbrændstof. Anlægget udgør en samlet investering på 100 mio. kr. og vil betyde omkring 20 nye permanente arbejdspladser. Læs mere på www.quantafuel.dk

Fakta om GreenLab Skive
GreenLab Skive er en unik erhvervspark for virksomheder, der aktivt arbejder med energilagring og ressourceeffektivitet. GreenLab Skives ambitiøse mål er at blive det førende center for vedvarende energi. Erhvervsparken er placeret på krydset mellem gas- og elnettet. Virksomheder, som placerer sig i GreenLab Skive, får fordel af en faciliteret industrisymbiose, som udvikler og undersøger de nye teknologi- og forretningsmuligheder, der opstår ud af udvekslingen af overskudsenergi og -ressourcer. Læs mere om GreenLab Skive på www.greenlabskive.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk