De gode historier kom ud

Foto: Skive Kommune
NYHEDER:

- Der har været mere end 5600 besøg på siden. Det viser, at kampagnen har skabt masser af opmærksomhed. Vi kan også se, at opslagene på Facebook er blevet flittigt delt, siger Sissel Dalby Svenningsen, der er markedsføringskonsulent i Skive Kommunes kommunikationsteam.

- En stor andel af de besøgende på hjemmesiden har valgt at deltage aktivt i afstemningen, ligesom mange også har kommenteret opslagene på Facebook og tagget hinanden. Det viser, at der er mange, der sikkert synes, det har været en sjov og lidt anderledes måde at fortælle om Skiveegnen på – og forhåbentligt har det bidraget til at skabe en lokal stolthed, siger hun.

Gelænderbanden vandt
Kampagnen blev skudt i gang den 18. december sidste år. 30 forskellige, gode historier fra Skiveegnen var blevet udvalgt til at stå på ’Året der gik’-siden, hvor alle, der havde lyst, kunne gå ind og stemme på den, de syntes, der var bedst. Deltagerne i afstemningen var samtidig med i en konkurrence om at vinde flotte præmier, bl.a. VIP-billetter til en koncert med Mads Langer.

Særligt én af historierne lagde sig fra starten i spidsen og holdt føringen helt til sidst: Dén om Gelænderbanden fra Fur. Den opnåede 256 stemmer. Fortællingen om virksomhederne, der skyder op i GreenLab Skive, kom på en andenplads med 202 stemmer, og Glyngøre løb med tredjepladsen med 91 stemmer. I Glyngøre har nogle lokale produceret en reklamefilm for byen, hvor alle går rundt i våddragt – også damerne, der sidder på bænken i parken og strikker. Den blev et viralt hit og nåede i løbet af den første uge vist næsten 80.000 gange.
   Samtidig fik Skive Kommune husstandsomdelt julepynt med kampagnematerialet, og en del butikker og andre steder rundt omkring i kommunen havde pynten hængende i stort format.

234 unge melder sig ind i ’Klub 78xx’
Udover at skabe opmærksomhed om alle de gode historier fra Skiveegnen, havde ’Året der gik’-kampagnen til formål at sætte fokus på det nye netværk ’Klub 78xx’. Det er et netværk for fraflyttede unge fra egnen. Herigennem kan de holde sig opdaterede i forhold til karrieremuligheder, særlige arrangementer for netværket og alt det, der ellers sker i Skive. Den mulighed er der 234 unge, der har benyttet sig af.

- Det må virkelig siges at være en succes, vurderer Helle Dalsgaard Pedersen, der er bosætningskonsulent i Skive Kommune.

- Det krævede en langt mere aktiv indsats af de unge at tilmelde sig Klub 78xx, end et ’like’ på f.eks. Facebook ville have gjort. Med over 230 medlemmer – og fortsat løbende tilmeldinger på skive.dk/klub78xx har vi nu et rigtig godt udgangspunkt for at skabe et interessant og relevant netværk for de unge.

God strategi
Budskabet om ’Klub 78xx’ er helt bevidst blevet kommunikeret ud til de unge via deres forældre. Det har vist sig at være en god strategi, da Facebook-opslagene, der er målrettet forældrene, er blevet flittigt delt og med unge mennesker.

Mange af de unge er glade for og stolte af deres hjemegn, men dét at vende hjem efter endt uddannelse opfattes blandt mange som noget, der ikke er særlig cool. Det kan skabe en barriere i forhold til at flytte tilbage.

- Ved at holde forbindelsen til de unge varm, kan vi gøre dem mere bevidste om den udvikling, der er på Skiveegnen og få dem til at få øjnene op for, at der faktisk er masser af karrieremuligheder lige netop her, siger hun.

Ved at melde sig ind i netværket, deltog de unge samtidig i en særlig konkurrence kun for dem. Blandt de tilmeldte ville der blive trukket lod om præmierne, bl.a. fem VIP-billetter til Skive Festival 2020. Og der er tale om fem billetter til én vinder, så vedkommende kan tage sine venner med og få en god oplevelse med dem på hjemegnen.

'Udløseren for, at vi flytter tilbage'
To af de unge, der har taget opfordringen til sig, Kristian Dyrmose Pinholt Jespersen og Cecilie Skyldal, som begge er 25 år og bor sammen i Aarhus.

- Vi har begge meldt os ind, fordi vi et stykke tid har talt om, at vi gerne vil tilbage til Skiveegnen, og vi syntes, at ’Klub 78xx’ lyder som et tilbud, der kan hjælpe os på vej, siger Kristian.

Både Kristian og Cecile kommer fra Skiveegnen, men flyttede til Aarhus, da de var færdige med deres ungdomsuddannelser. Kristian har taget en uddannelse som salgsassistent og arbejder i dag som afdelingschef i Bauhaus, mens Cecilie om få dage bliver færdiguddannet sygeplejerske.

Det er især mulighederne for at blive tippet om job i ’Klub 78xx’, der gør det attraktivt for de to unge at være medlem at klubben.

- Et relevant job vil være afgørende for vores endelige beslutning om at flytte. Umiddelbart har vi ikke selv  kendskab til jobmulighederne på Skiveegnen, derfor vil et jobtip være en meget konkret ting, som kan være udløseren for, at vi flytter tilbage, siger Kristian.

 

’Året der gik’ i tal

  • Antal stemmer i alt: 1613
  • Besøg på siden: 5.645
  • Tilmeldinger til Klub 78xx: 234

Besøgene og tilmeldingerne er primært kommet fra Facebook

Og vinderne er…
I konkurrencen på ’Året, der gik’-siden, har følgende vundet:

Hovedpræmien på to billetter til Mads Langer-koncerten i Kulturcenter Limfjord den 1. februar 2020 inkl. Spisning før koncert: Regnar Pedersen

Ekstrapræmie på smagsoplevelser for to i Østersbaren, Glyngøre Shellfish: Mette Ringgaard

Ekstrapræmie på en tur for to i glaskajak fra Marienlyst Strand ved Vision Kayak: Jesper Karmann

Ekstrapræmie på en rundvisning på Staarup Haandbryg for op til 15 personer inkl. Smagsprøver: Pia Pedersen

Ekstrapræmier på to billetter til Engage-festivalen i Skive den 22. august 2020: Michal Færch Mikkelsen, Maria Laursen, Mildred Fog, Ove Jensen og Jens Laursen-Schmidt

I konkurrencen om at tilmelde sig netværket ’Klub 78xx’ har følgende vundet:

Hovedpræmien på fem VIP-billetter til Skive Festival 2020: Lisa Hede Madsen

Ekstrapræmie på ét stk. Skive-plakat: Nicki Kruse Nielsen, Jeppe Jakobsen, Ole Hougaard, Lars Aggerholm, Helene Christensen, Amalie Sigaard Vroue, Nikoline Frølich, Mette Bang, Mitte Madsen og Maj-Britt Christensen.

Vinderne har fået direkte besked.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør

mail@skive-her.dk


Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk