Langt flere børn på Madskole til sommer

Mad og drikke:

Et rekord stort antal drenge og piger får i år mulighed for at lære om mad, kost og motion i sommerferien. Mere end 2000 børn og unge er der plads til på årets Madskoler.

Lokalt på Skiveegnen, bliver der afholdt madskole på Ådalskolen og Højslev Skole i uge 27.

Madskolerne er i gang med at slå deres egen rekord. Allerede nu er der oprettet over 150 Madskoler fordelt over hele landet og flere kommer stadig til. Det er første gang i Madskolernes 12 år lange historie, at der er oprettet så mange Madskoler. En vigtig rekord for Madskolerne såvel som de børn og unge der deltager.

-Aldrig har så mange børn og unge kunne bruge en uge i sommerferien på at lære om madlavning, kost og motion, og det kan vi godt være stolte af. Madskolerne giver ikke bare børnene en sjov og lærerig oplevelse, vi kan se på forældreevalueringerne, at de også giver børnene maddannelse, så de tør prøve nye madvarer og selv gå i køkkenet derhjemme, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevare, Karen Hækkerup.

Hun forklarer, at et ophold på Madskole kan ruste børn og unge til at stå på egne ben, når det kommer til madlavning og madvalg.
-Ved at give børnene viden om kost og ernæring, kan vi sørge for, at de ikke vokser op som kulinariske analfabeter og måske endda påvirke deres familiers kostvaner, siger Karen Hækkerup.

Forældreevalueringerne fra sidste års Madskoler viste, at mere end 86. pct. af børnene smagte på nye madvarer mens de var på Madskole, og at mere end 79 pct. af forældrene forventede at barnet ville begynde at lave mere mad derhjemme efter turen på Madskole. Samtidig er børn og unge rigtig glade for at være med.

-Vi ved at børn og unge har en rigtig god oplevelse på Madskolen, og virkelig gerne vil lære mere om mad. Det kan vi se på forældreevalueringerne, høre fra Madskoleinstruktørerne og se på hvor hurtigt skolerne bliver fyldt op, siger Henrik Dalum, formand for 4H, der er med til at lave Madskolerne.

Madskolerne er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000. Ligesom en fodboldskole eller en sommerlejr, bruger Madskolerne dagtimerne i en uge i sommerferien på at give børn og unge mellem 8 og 12 år en oplevelse. På Madskolen handler det naturligvis om mad, men også om motion og sund ernæring. De enkelte Madskoler er drevet af frivillige kræfter.

Hos 4H er de meget glade for de mange ekstra frivillige, der er kommet til i år.

-De enkelte Madskoler er drevet af frivillige kræfter, så det kræver voksne, der vil bruge en uge på at være instruktører, før vi kan oprette flere Madskoler. I år har vi været heldige at få mange nye frivillige, så endnu flere børn og unge kan få en sjov og lærerig oplevelse i sommerferien – det er vi rigtig glade for og stolte over, siger 4Hs formand Henrik Dalum.
Madskolerne finder sted over hele landet i fra uge 27-32 i sommerferien. Se mere og find ledige pladser på www.madskoler.dk
 

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk