GRASSLANDS inviterer til ”Stolemassakre - workshop”

KULTUR:

GRASSLANDS inviterer til ”Stolemassakre - workshop” på savværksvej 4. Dalby Auto i Junget, 7870 Roslev
d. 3. og 4. august,  kl 10 – 16 begge dage

Lene Noer oplyser: "Vi har indsamlet 106 stole af alle typer, og 8 barnevognsstel som vi i fællesskab vil ”de-konstruere” dvs. save op og sætte sammen på nye, sjove og spændende måder: Sæbekassesofaer – stoleskulpturer – bænke ….Vi har alt det værktøj og de materialer man kan drømme om, og så gælder det bare om at lege og eksperimentere. Der vil også være fortællinger om møbelfabrikkerne i Salling. Alle er velkomne, uanset alder - måske bliver der også sæbekassesofavæddeløb med præmier, hvis der altså kommer nogen børn 😊. "

Workshoppen er gratis. Medbring mad og drikke...

Dette er den første workshop af en række i det tværfaglige innovationsprojekt STOL:
En ny stol med ”klassiker-potentiale”, udviklet af borgere, kunstnere, designere, håndværkere og andre fagfolk / møbelfabrikker i Salling

Baggrund for Workshoppen

På seminaret Rural Forum Midtjylland 2017 på Østergård, og den efterfølgende evaluering, efterlyste borgerne i Fursund initiativer til at skabe arbejdspladser, formidle viden om livet på landet, skabe nye strukturer, bygge bro mellem sognene og videreudvikle et allerede rigt kulturliv, der kunne tiltrække og fastholde unge og andre i området.
Derfor vil vi sætte gang i et borger / kultur / design/ /erhvervsprojekt der i bedste fald kan føre til nye arbejdspladser: Projekt STOL
 
En stor del af Sallings identitet og kulturarv har været, at området på et tidspunkt har haft 48 møbelfabrikker - nu er der 14 - og egnen har derfor mange borgere og fagfolk med viden og kunnen omkring møbelsnedkeri.

Projektet vil samle lokale borgere, virksomheder, forvaltninger , institutioner, skoler, håndværkere i Skive Kommune, og kunstnere, designere og arkitekter fra ind og udland omkring udvikling, design og prototypefremstilling af stolen som koncept: gennem en kunstnerisk linse skabe en skulpturel, nutidig, klima og miljøvenlig stol med "klassikerpotentiale”.

Vi har afholdt et borgermøde hvor ideen blev modtaget med stor entusiasme
Målet er at skabe et unikt stolelaboratorium, hvor smukke, spændende, nytænkte, funktionelle eller først og fremmest skulpturelle stole - som evt. også kan forlænges til bænke i det offentlige rum – designes, evt. på bestilling. Projektet handler også om at skabe en arbejdsplads der er socialt rummelig og 100% miljøvenlig. Træmuseet i Oddense rummer 2000 m2 fabriksfaciliteter til netop stoleproduktion, men der står også andre egnede tomme industribygninger mange steder i Salling, og frem for alt kunne stolen måske indgå i produktionen hos allerede eksisterende fabrikker.

Tilmelding til: lene.noer@hotmail.com, senest 1. august

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk