Glyngøre Plein Air 2017 - Syv kunstnere fortolker Salling

KULTUR:

Syv kunstnere – Syv dage i Salling Årets sommerudstilling på Glyngøre Kulturstation vil byde på kunst lavet på stedet og under åben himmel! Syv kunstnere opholder sig i Salling i syv dage, hvor de vil dyrke friluftsmaleriet og lade sig inspirere af den særlige natur omkring Limfjorden.

De vil lade deres umiddelbare oplevelser af det sete sætte sine penselstrøg på malerierne. Hver kunstner skaber et maleri hver dag, som bliver til en samlet udstilling med fernisering den 23. juni 2017 på Glyngøre Kulturstation.

Kunstnerne fra henholdsvis Tyskland, Schweiz og Danmark mødes i Salling og maler i perioden 15. juni til 21. juni. De vil blive indkvarteret i Jebjerg, og vil hver dag tage ud i landskabet, hvor de arbejder og lader malerierne blive til på stedet. Malerierne bliver en formidling af den enkelte kunstners sansning, følelse og oplevelse af landskabet, som det tager sig ud her og nu. De syv kunstnere har forskellige baggrunde, uddannelser og forskellige blikke på Salling. Ved at invitere kunstnere, der kender området, og kunstnere fra udlandet, som intet kendskab har til vores velkendte Limfjord, skrænter, bakker, vindmøller og byer, vil forskellige blikke og forskellige kunstneriske malerstile mødes og brydes.

De syv kunstnere er Pat Noser (Schweiz), Alex Zwalen (Schweiz), Sibylle Bross (Tyskland), Sigurd Wendland (Tyskland), Finn Have (Danmark), Felix Pedersen (Danmark) og Henrik Scheel Andersen (Danmark).

Der lægges op til en billedfortælling om den smukke natur ved Salling og Limfjorden. Det lokale landskabs betydning for de udenlandske og danske kunstnere samt deres proces med at fortolke landskabet og livet i området vil blive formidlet gennem en film, som produceres af Thomas Thorning. Filmen vises i udstillingen på Glyngøre Kulturstation.

Plein air – friluftsmaleriets stærke tradition
Plein air kommer af fransk for fri luft. Maletraditionen har rødder langt tilbage i kunsthistorien, men blev særligt fremherskende med de franske impressionister, der i sidste halvdel af 1800-tallet dyrkede friluftsmaleriet, hvor motivet blev til ude i det fri foran motivet med særlig dyrkelse af lysets påvirkning af farverne og motivet. Mange kunstnere mødes stadig rundt omkring i verden for at dyrke friluftsmaleriet og holde traditionen i live. Vi er glade for, at kunne bringe traditionen til Salling, hvis natur i særdeleshed egner sig til mødet med friluftsmalerne.

Udstillingen Glyngøre Plein Air 2017 er blevet til i et samarbejde med Museum Salling og Henrik Scheel Andersen, som har kurateret og organiseret projektet.

Deltagende kunstnere
Pat Noser, Zürich, Schweiz, https://patnoser.com/
Alex Zwalen, Zürich, Schweiz, http://www.alexzwalen.ch/
Sibylle Bross, Leutenbach-Nellmersbach, Tyskland,  http://www.sibylle-bross.de/
Sigurd Wendland, Berlin, Tyskland, http://www.sigurdwendland.de/
Finn Have, Mors, Danmark, http://www.finn-have.dk/
Felix Pedersen, Løgstrup, Danmark, http://www.felixpedersen.com/
Henrik Scheel Andersen, Salling, Danmark, http://www.henrikscheelandersen.dk/

Fakta

Hvad Glyngøre Plein Air 2017
Hvor Glyngøre Kulturstation, museumstorvet 7, 7870 Glyngøre
Hvornår Udstillingen vises fra den 23. juni til den 22. oktober 2017
Kontakt Museumsinspektør Tilde Mønsted (timk@museumsalling.dk, 9915 6916)
Kurator Henrik Scheel Andersen (HSA@via.dk, 87553211)

                       

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk