Chefen sagde nej! Hver sjette må holde ferie uden deres partner

Ferie og rejse:

Det er aldrig sjovt at få nej til sine ferieønsker, og det er slet ikke sjovt at undvære kæresten, konen eller manden.

Ikke desto mindre er det virkeligheden for tusindvis af danskere, der hvert år er nødt til at koordinere deres sommerferie med kollegerne. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger 14 pct., at de må holde ferien delvist forskudt, mens 4 pct. ikke får set deres partner overhovedet.

- Hvis der er noget, der virkelig kan bringe sindene i kog, så er det ferieplanlægning på jobbet. Ikke bare skal man få vagtplanen til at gå op. Man skal også tage hensyn til folks personlige ønsker og familiemæssige situation. Det er et kæmpemæssigt puslespil, der aldrig helt går op, siger partner i Deloitte Peter Mølkjær.

I alt siger 59 pct. af danskerne i job, at deres arbejdsgiver bestemmer, hvornår de må holde ferie.

- Selvfølgelig er der job, hvor det er givet, at man holder ferie i bestemte uger, fx på grund af skoleferie eller hvis arbejdspladsen i en periode er lukket. De fleste steder handler det dog om, at man er nødt til at sikre en vis bemanding for at få tingene til at køre. Det gælder typisk på fabrikker, i sundhedsvæsenet samt i detailhandlen og restaurationsbranchen. Her kan man ikke uden videre lukke ned, siger Peter Mølkjær.

For mange medarbejdere betyder det, at de må acceptere, at dele af deres ferieønsker bliver besvaret med et nej.

- I år siger 28 pct., at de ikke fik deres ønsker opfyldt. Det er en irriterende situation. Det kan nemt skabe brok i krogene og manglende motivation, siger Peter Mølkjær.

For nogle medarbejdere medfører afvisningen ikke bare, at de må rykke ferien i forhold det foretrukne tidspunkt. Mange er nødt til at undvære deres partner.

- Mere end hver sjette medarbejder må i år holde ferie forskudt af deres partner, og der er folk, som ikke får set deres partner overhovedet. Det er naturligvis vildt frustrerende, men sådan er vilkårene på arbejdsmarkedet. Der skal mad på bordet, og så må jobbet komme først.

Flere kvinder end mænd må bøje sig for arbejdspladsens ønsker til feriens placering. Det skyldes bl.a. den store overvægt af kvinder i sundhedsvæsenet.

 

Fakta:

Sådan planlægges ferien på jobbet

  • 40 pct. bestemmer selv, hvornår de holder ferie
  • 44 pct. ønsker bestemte uger, men det er arbejdspladsen, der i sidste ende bestemmer
  • 15 pct. har ingen indflydelse på feriens placering, da deres arbejdsplads er lukket

 

Sådan gik det med de medarbejdere, der ønskede ferie

  • 71 pct. fik alle de uger, de have ønsket
  • 25 pct. fik nogle af de uger, de havde ønsket
  • 3 pct. fik ingen af de uger, de havde ønsket

 

Så mange må undvære deres partner på grund af jobbet

  • 57 pct. kan holde ferie med deres partner
  • 14 pct. må holde ferien delvist forskudt
  • 4 pct. kan slet ikke holde ferie med deres partner
  • 23 pct. betegner sig selv som single

Deloittes Sommerferieanalyse 2016 er baseret 1000 interview med repræsentativt udvalgte danskere samt 899 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelserne er gennemført af Epinion for Deloitte.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk