Vækst i Durup realiserer flot mål

Foto: TR Consult
ERHVERV:

Da Anni H. Andersen fra Mors skulle starte op som selvstændig blomsterdekoratør, blev det i Salling hun fandt sin nye virksomheds base. I Center Salling i Durup har Blomsteriet butik og værksted, hvorfra der også leveres blomster, planter og brugskunst til bl.a. Dagli’Brugsen i Nykøbing og til livets små og store fester. I Durup har Anni desuden fundet et godt fælleskab i et af Sallings lokale erhvervsnetværk, Vækst i Durup, hvor Blomsteriet, som nyeste medlem, er nr. 30 på listen.

Da de to lokale erhvervsdrivende fra Durup, Per Veile og Thomas Rosenkrands, i 2014 tog initiativ til og etablerede erhvervsnetværket Vækst i Durup var det med et beskedent mål om at nå op på 15 medlemmer indenfor det første år. Medlemstallet kom dog ret hurtigt op på 20 medlemmer og bestod ved udgangen af 2016 af 27 medlemmer. Siden da har der vanen tro været nogle, der har forladt netværket og nye, der er kommet til. Men målet om at nå 30 medlemmer har stået som en vigtig milepæl.

Det er derfor en meget glad Thomas Rosenkrands, der som tovholder for Vækst i Durup kan byde velkommen til medlem nr. 30. Men han hviler ikke på laurbærerne: ’Vi er meget glade for at have Blomsteriet med i netværket. Nu skal der sættes et nyt mål!’, siger han med et stort smil som kommentar til, at medlemstallet har rundet et skarpt hjørne.

Thomas fortæller videre: ’30 medlemmer er rigtig flot i et erhvervsnetværk med base i en landsby som Durup. Det er lykkedes os at skabe et netværk, som også tiltrækker virksomheder ’udefra’. Vi vil dog fortsætte arbejdet og sætte nye mål. Der er stadig potentiale for flere medlemmer og stadig relevante virksomheder, der endnu ikke er med i netværket, som kan få gavn af at være med og som kan gavne netværket.’

Selvom det nye medlem er relativt ny som selvstændig, er hun dog erfaren indenfor sit felt. Morsingboen Anni H. Andersen blev uddannet blomsterdekoratør i 1989 hos daværende Pomona Blomster i Nykøbing. Siden 2001 har hun været ansat hos først købmanden og senere Dagli’Brugsen ved Fåruphusevej i Nykøbing som blomsterdekoratør. Her har hun de sidste 10 år alene haft ansvaret for al indkøb og sortiment i blomsterafdelingen.

Da hun d. 1.10.2016 blev opsagt af Coop, som ikke længere ønskede at have interne ansatte i blomster-afdelingerne, fik Anni mulighed for at realisere en gammel drøm om at blive selvstændig. Hun fik nemlig første buddet og indgik en aftale om at blive leverandør til sin gamle arbejdsplads. Nu skulle hun blot finde egnede lokaler. Men det blev ikke på Mors.   

Valget faldt på Center Salling i Durup. Anni forklarer, at udlejeren Marianne Filtenborg, der også er fra Mors, er en rigtig ildsjæl, som i Durup kunne tilbyde flotte, nyrenoverede lokaler, flere butikker under samme tag og et godt samarbejde på tværs, samt en stor fleksibilitet og assistance med bemanding i hele centrets åbningstid. Derfor slog Anni til og åbnede Blomsteriet i lejede lokaler i Center Salling d. 1. marts.

Siden åbningen er Anni og hendes blomsterier blevet mødt med stor opbakning og det er hun meget taknemlig for. Både i det daglige og til centrets torvedage er der godt med besøgende i butikken.

Anni har indrettet værksted i kælderen, hvor der er tilpas køligt, til at hun kan opbevare et lager af planter og blomster. Her kan hun også stå og producere til butikken i Durup og til Dagli’Brugsen i Nykøbing. På sigt ønsker hun at få nye aftaler på plads og levere til flere dagligvarebutikker.

Et besøg hos Blomsteriet er en sanseoplevelse, hvor der er kræset for alle detaljer. Man mærker hurtigt, at Anni brænder særligt for at pynte op til livets store og små fester og selskaber. Anni har øje for, hvordan man kan skabe stemning og personlig stil til hjemmet og til fester med en kreativ kombination af blomster, brugskunst og naturens materialer. Som bestillingsarbejde laver hun naturligvis også unikke buketter og begravelsesbinderi. 

Hun giver gerne vejledning og tips til inspiration for kunder og besøgende, som er”gør-det-selv-folk”. Som noget nyt tilbyder hun i samarbejde med AOF Skive et kursus i blomsterbinding med 3 spændende kursusaftener i efteråret. Der er desuden mere nyt på vej. Hun går nemlig med planer om at udvide Blomsteriet, men det er endnu for tidligt at afsløre de konkrete planer.

Selvom hun er faldet godt til i Durup, er hun glad for at komme med i Vækst i Durup og derigennem få mulighed for at være en del af fælleskabet hos egnens erhvervsdrivende. Hun fortæller til afslutning: ’Da jeg startede op, fik jeg god iværksætterhjælp fra Morsø Erhvervsråd og får stadig uundværlig støtte og vejledning, da jeg som Morsingbo og med ”virksomhedsafdeling” i Nykøbing fortsat har en stor tilknytning til Mors. Men min virksomheds base er skabt her i Durup og gennem erhvervsnetværket, har jeg fundet en ”smutvej” til at få opbygget mit netværk her i Salling.’

Baggrundsinfo:
I Blomsteriet specialiserer Anni H. Andersen sig i planter og blomster i et samlet koncept med færdige værtindegaver, skjulere, krukker, vaser, brugskunst og gaveartikler i alle prislag. Hun er fast leverandør til blomsterafdelingen i Dagli’Brugsen på Fåruphusevej i Nykøbing. Derudover kreerer og leverer hun bordpynt og dekorationer til oppyntning ved fester.

Blomsterbindingskursus i samarbejde med AOF Skive finder sted i Blomsteriet i Center Salling kl. 18.30 – 21.15 over 3 onsdage i ugerne 39, 41 og 43. Her undervises kursisterne i bordpynt, borddekorationer, kranse og plantedesign. Prisen er 350 kr. + materialer. Tilmelding skal ske hos AOF Skive.

Blomsteriet arrangerer desuden gerne workshops, hvor der åbnes for besøg efter aftale. Det er et tilbud til foreninger eller andre grupper, som kan komme på inspirationstur, hvor Anni viser tips og tricks.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk