Travlhed med at sikre foder til dyrene inden højtiderne

Foto: TR Consult
ERHVERV:

For få uger siden havde brødrene Finn og René Henriksen travlt med at køre foderstoffer i vognmandsforretningen H.H. Transport Sundsøre. I dagene op til jul skulle der nemlig køres mange ture for at få fyldt op, inden lukkedagene mellem jul og nytår, så dyrene også kunne få deres sul til julen.

Som vognmand varierer lasten vældig meget i løbet af året. Men ligesom i de fleste andre brancher er der højsæsoner. Netop i julen og andre højtider, hvor grovvareselskaberne lukker ned flere dage i træk, er det sæson for foder. Indehaverne af H.H. Transport Sundsøre er brødrene Finn og René Henriksen. Arbejdsdagene inden højtiderne er lange, for der skal fyldes godt op med foder til dyrene.   

René Henriksen fortæller: ’Normalt er vi i gang fra kl. 4 om morgenen og hjemme igen til aftensmadstid. Vi kører mange ture med last til bl.a. lokale Salling Grovvarers afdelinger, men også til afdelinger hos Himmerlands Grovvarer.’

Når firmaet er ude at hente korn hos landmændene er ikke altid en opgave, hvilken som helst vognmand kan klare. Det skyldes, at ikke alle steder er lige fremkommelige for en stor og tung lastbil. Derfor har H.H. Transport Sundsøre som en af de få vognmænd i området en særlig anordning på en af bilerne. Med hjælp fra den anordning kan suges og blæses ved tømning og fyldning af tanke og siloer.

H.H. Transport Sundsøre er en fællesejet virksomhed og begge indehavere sidder bag rattet som chauffører. Finn og René Henriksen er vokset op med en far, der var vognmand og det er en særlig livsstil, som de begge har overtaget fra deres far Harald Henriksen.  

Vognmandsforretningen H.H. Transport Sundsøre har de to brødre ejet i fællesskab siden 2012. Firmaet råder over 3 biler og ca. 30 containere i forskellige størrelser. De har en 3. chauffør ansat og i særligt travle perioder sker det, at deres far hjælper til og sætter sig bag rattet i en af bilerne.

Her efter nytår kommer nye opgaver til. I takt med at foråret spirer, begynder brødrene at levere containere til private, som skal af med deres haveaffald.

Løbende gennem året kører H.H. Transport affald fra Thise Mejeri til genbrugspladsen, men der bliver også kørt med vejmateriale som grus og sand.

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk