Smag på Pulsens mørbradgryde

ERHVERV:

På tirsdag kl. 18.00 er medlemmerne af Balling Erhvervsnetværk inviteret til netværksmøde.

Til mødet relanceres netværket, som udvides og bliver til Spøttrup Erhvervsnetværk. Nuværende medlemmer er inviteret, men også en lang række nye virksomheder fra hele Spøttrup-egnen har modtaget en invitation til infomøde. Pulsen i Balling er vært og byder denne aften på en premiere på et nyt koncept: Mettes livretter. Den første livret er mørbrad a la creme.

Det lokale erhvervsnetværk i Balling blev stiftet i maj 2016 med målet om at nå op på minimum 20 medlemmer. Netværket tæller i dag – i skrivende stund – 13 medlemsvirksomheder. På sidste netværksmøde d. 19. juni mødtes medlemmer fra Balling-netværket hos ejendomsmægler Anna Vestergaard fra EDC Poulsen & Vester i Oddense. Til netværksmødet var 7 deltagere, som dermed repræsenterede 7 ud af i alt 13 medlemsvirksomheder.

Et af emnerne, som blev drøftet på mødet var, hvordan det oprindelige mål om at nå et medlemstal på 20 virksomheder kan realiseres. Her blev det foreslået at se ud over Ballings bygrænser og udvide erhvervsnetværket, så virksomheder fra hele Spøttrup-egnen inviteres med. I den forbindelse blev et navneskift diskuteret og blandt deltagerne var der enighed om, at et nyt navn med bredere geografisk dækning vil være en god idé. 

Tovholder for netværket, Thomas Rosenkrands, fortæller: ’Vi vil gerne have flere med, så vi har en større chance for at styrke det lokale samarbejde og sammenhold. Med et bredere navn vil netværket samtidig få en bredere geografisk appel. Vi talte om Spøttrup Erhvervsnetværk og Vestsallings Erhvervsnetværk. Der var umiddelbart størst opbakning til Spøttrup Erhvervsnetværk. Det har vi valgt at arbejde videre med.’

Thomas Rosenkrands forklarer videre, at han ikke er i tvivl om at netværket kan tiltrække virksomheder uden for Ballings byskilte. For der er i forvejen medlemmer, som har adresse udenfor Balling, men som har en interesse i at mødes omkring et lokalt erhvervsnetværk. Det er bl.a. førnævnte EDC Poulsen & Vester fra Oddense og Hobby-Huset, som har et byggecenter i Grundvad.

Thomas Rosenkrands fortæller desuden, at medlemmerne i det oprindelige Balling Erhvervsnetværk kun mener, at det vil være en styrke for Balling og hele Spøttrup-området, at man udvider netværket og gør det mere attraktivt for virksomheder i de naboliggende landsbyer og landområder at være med i et samlet erhvervsfælleskab under det nye navn Spøttrup Erhvervsnetværk.

Et af de oprindelige medlemmer, som har været med helt fra start, er Pulsen i Balling. Centerchef Kasper Juhl Olesen har tilbudt at være vært for tirsdagens møde. I samme anledning har han valgt at invitere mødets deltagere på aftensmad. På tirsdag er der nemlig premiere på et nyt koncept i Pulsen café: Mettes livretter. Første livret er mørbrad a la creme. Fremover vil caféen i Pulsen 1 gang om ugen - hver tirsdag – tilbyde en ny livret. Der er hver uge tale om en god, gammeldags ret, der mætter godt.

Centerchefen er glad for, at netværket kommer og spiser med ved premieren. For som altid med noget nyt skal folk lige præsenteres for muligheden og synes de om konceptet er der gode chancer for, at de kommer igen og anbefaler tilbuddet til andre. 

Både netværkets tovholder og centerchefen håber at se mange kendte og nye ansigter. Alle lokale erhvervsdrivende fra Spøttrup-området er velkomne. Mødet er gratis og uforpligtende. Centerchefen lover, at ingen kommer til at gå sultne eller tørstige hjem. Tovholderen sørger for, at alle bliver informerede om, hvad netværket arbejder med og kan tilbyde. De understreger dog, at tilmelding er nødvendig af hensyn til køkkenet. Tilmelding kan ske hos pernille@trconsult.dk

Gå til forsiden: www.skive-her.dk

Oprettet af: Redaktør mail@skive-her.dk


Se andre nyheder
Annonce:
Annonce på Skive-Her, god online markedsføring
Besøg: Skive Business Awards

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: redaktion@skive-her.dk